Lektørudtalelse

Krill
Kort om bogen
Novellesamling, der består af fortællinger og brudstykker fra forskellige livsverdener. For dem, der elsker poetiske fortællinger og den mere smalle litteratur
Beskrivelse
Novellesamlingen består af 32 fortællinger fra vidt forskellige livsverdner. Titlen på bogen "Krill", er samtidig titlen på den indledende novelle i bogen. Man kommer til efterkrigstidens Berlin, en øgleverden, hvor menneskene er undertrykt og man oplever et skævt parhold. Stort set alle novellerne indeholder et tvist af noget overnaturligt eller også tager de en uventet drejning. Af forlaget beskrives novellerne som eksistentielle og søgende og at der nærmest er tale om en ny genre, en de kalder kvantefiktion
Vurdering
Novellerne udviser en enorm bred og dyb fantasi, som forfatteren formår at beskrive på en meget smuk facon. Der er dog tale om noveller, der kræver en del af læseren. At der skal være tale om en ny genre, er jeg ikke helt enig i, da jeg mener at stilen er set før i eksistentielle, grænsende til surrealistiske fortællinger
Andre bøger om samme emne/genre
Forfatteren har et stort forfatterskab bag sig, senest Usømmelig omgang med fjerkræ
Til bibliotekaren
På trods af den høje kvalitet, er der tale om smal litteratur, derfor anbefales behersket anskaffelse
Lektør: Dorthe Marlene Jørgensen
 

Forlagets beskrivelse

Arne Herløv Petersens novellesamling Krill består af næsten 40 små fortællinger, brudstykker af livsverdener, filtreret gennem forfatterens farverige vid. Det er eksistentielt, det er søgende. Det er næsten en ny genre han her opfinder med de mange spring mellem forskellige tider og verdener, man kunne kalde det kvantefiktion. Og elementært spændende er det også ind i mellem:

De var i læ her, han lirkede ved pistolen i den åbne taske, han trak den op og satte den ind i hendes fuglenakke, i gruben i hendes nakke, han viste med en håndbevægelse, hvad hun skulle gøre.”

(Fra Berlin)

Arne Herløv Petersen trækker på et næsten utroligt stort stof. Han har læst uhyre meget, man ser ham stadig med nye bogposer de steder, hvor tingene foregår. Han har oversat uhyre meget – Arne Herløv Petersen er en af de mest anerkendte og dygtigste oversættere af bl.a. moderne amerikansk litteratur. Og han har skrevet dusinvis af bøger – værkfortegnelsen tæller nu over hundrede, alt inklusive. Alt det kommer for tiden læserne til gode i digte og prosa, der udvider forfatterskabet i mange retninger.

"Krill" er ikke anmeldt i noget dagblad, i tidsskrifter eller på Nettet
 
 
 
 

Uddrag af bogen
 

Lille sommerfugl
 

- Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal stille op med Cecilie, sagde hendes mor til sin veninde. – Hun er kropumulig, Så tuder hun og får hysteriske anfald. Så surmuler hun og lukker sig inde på sit værelse. Så opfører hun sig som et lille barn, og så vil hun være voksen og verdensdame.
- .Det var det samme med Katrine, sagde veninden. – Sådan er de i den alder. Det går over.

Cecilie kom farende ud i køkkenet og så vild ud. – Hvad er der sket? sagde hendes mor. – Se der, se de hår. Se de lange, væmmelige, hår sagde hun.
Nogle skinnende, gulbrune hår groede ud fra Cecilies kinder. De var lange, omtrent som en finger, og krøllede lidt i spidserne. Moderen rørte ved dem, de føltes lidt klæbrige. Næsten som bolsjemasse, en slags mørk candyfloss.
- Det var da nogle sære hår, sagde hun. – Men du kan jo bare fjerne dem.
- Det er ikke første gang, hvinede Cecilie, - De gror ud på mig, når jeg sover. Lange klistertråde. Jeg kan ikke holde det ud. Jeg kan ikke have det. Der kommer flere og flere af dem. Jeg vil ikke have hår på kroppen. Jeg vil ikke gå rundt sådan som de der madammer i halvfjerdserne, med hængepatter og en gulvmåtte op over navlen og enorme, svedige duske under armene. Add. Det er så klamt. Det er så væmmeligt. Jeg vil se ren ud. Jeg vil være glat. Jeg vil ikke gå rundt med hår i hele ansigtet. Jeg ender med at blive sådan en menneskeabe. Jeg kan ikke have det. Jeg bliver sådan en orangutang, der hænger i træerne og plukker bananer med tæerne. Jeg tager livet af mig.
- Ja ja, søde Cecilie, men barber nu bare det par hår af. Så er du helt fin og glat igen.

Hårene blev ved med at gro ud og sno sig. De hang og dinglede fra hende, når hun vågnede. Hun skulle barbere dem væk hver morgen, før hun skulle i skole. Om natten voksede de ud igen. De tog hende med til lægen.
- Det er ikke så usædvanligt med unormal hårvækst, sagde hun. – Især i puberteten. Der sker jo så meget med hormonproduktionen. Men hvis det bliver ved, så skal I måske tale med en specialist. Men der er et halvt års ventetid, når det ikke er noget livstruende.Og det er det ikke. Det er ikke farligt. Det kan jeg godt garantere. Det er rent kosmetisk. Som at gå med bøjle på tænderne. Og jeg kan godt se, det kan være et problem - i din alder. Men så må du bare fjerne dem lige så hurtigt, som de vokser ud. Så er der ingen, der ved, de har været der.

- De bliver tættere og tættere, sagde hun nogle dage efter. Hun kom ned i køkkenet uden at have fjernet hårene først. De dannede næsten en maske, de dækkede begge kinder, fra hagen op til tindingen.
- Det er godt nok mærkeligt, sagde hendes far. – Måske skulle du lade  være med at barbere dem væk hver dag. Det får dem bare til at vokse hurtigere.Måske skulle du give dem fred et par dage.
- Jeg kan da ikke gå i skole og se sådan ud, sagde Cecilie. -  De vil kalde mig Chimpansilie alle sammen.
- Bliv hjemme fra skole et par dage og lad de hår være så længe, sagde hendes far. – Så skal det nok gå alt sammen.

Næste morgen havde hårene spundet hende ind. Der lå en puppe i Ceciliestørrelse i sengen. Mørkenbrun, blank og skinnende. Hendes mor rørte ved puppen. Den var varm og lidt klistret, fingerspidserne blev hængende lidt i den. De ringede efter en ambulance.

Puppen blev scannet, som var den en gravid kvindemave. De kunne ikke se noget fosterlignende, bare et ensartet gråt skærmbille.
Cecilies forældre sad på hver sin stol i venteværelsen. Faderen tog et nummer af et blad om biler og så på det uden at kunne læse et ord. Der gik lang tid, før de blev kaldt ind til overlægen.
Han sad ved sit skrivebord og bad dem tage plads. De satte sig på teaktræsstole med blankt, sort sæde.
- Det er meget usædvanligt, sagde lægen. – Jeg kan godt sige, det er enestående. Men det er ikke helt uforklarligt.
- Bliver hun sig selv igen? spurgte moderen.
- Hun kommer ud af puppen, sagde lægen. – Vi har taget en slags biopsi, vi tog en celleprøve. Men det vi fik ud, det var en opløsning af aminosyrer.
- Er hun død?
- Nej, hun er ikke død. Men hun er ved at gennemgå en fuldstændig forvandling. Det er aldrig sket før. Men det kan godt forklares. Alle levende organismer nedstammer fra de samme tidlige væsener. Vi har alle DNA i os. Og en meget stor del af vores gener kalder vi junk, fordi vi ikke ved, hvad de skal bruges til. De er ikke aktiveret – expressed, kalder man det. Men måske har vi nogle af dem fælles med insekterne. Og hvis de så pludselig bliver aktiveret – af en eller anden ukendt grund – så kan det give nogle uventede resultater.
- Bliver hun til et insekt? spurgte moderen. Hun sagde det sidste ord meget højt, med meget tynd og spids stemme. Så knækkede hun sammen og sank ind i sig selv.
- Nej, det bliver hun ikke, sagde lægen. – Hun har ikke været det før, så det bliver hun ikke. Men måske noget andet. Måske er det et nyt led i menneskets udvikling. Måske har det altid været meningen, at vi skal gennemgå en fuldstændig forvandling, når vi bliver voksne – for at blive til noget andet og højere. Måske er hun den første. Måske har alle mennesker indtil nu været ufuldstændige. Mozart, Einstein, Leonardo – måske er det kun larvestadiet. Jeg ved ikke, om I er troende, men tænk på Jesus – på hvordan hans mor havde det.
- På Jesus? En jesusflue? Hviskede moderen.

Hun lå derhjemme på sengen. Som en stor, blankpudset kokosnød lå hun. Helt glat og skinnende, uden et hår. Smuk og gyldenbrun, symmetrisk og varm at røre ved. De så til hende mange gange om dagen. Der var ingen forandring.

Hun blev kørt til scanning engang imellem. Billedet ændrede sig langsomt. Noget tog form inde bag skallen.
- Der er noget, der kan minde om vingeskæl, sagde lægen. – De er foldet sammen, så det er svært at sige. Men det kunne se sådan ud.
- Vinger? Får hun vinger? sagde moderen med brudt stemme.

En smuk forårsdag klækkede hun. Puppen slog revner. De sad ved sengen, hendes mor og far og så revnerne brede sig som et netmønster og den blanke skal. De holdt hinanden i hånden, mens en revne voksede og man kunne skimte noget derinde, noget der kæmpede for at komme ud. Man kunne se, det var vådt, lidt klæbrigt. Puppens sammenlimede silketråde faldt til alle sider, da hun tvang sig ud. Hvad var hun, monster eller engel?

Hun åbnede alle sine øjne og så på dem.