Grænseløs

    10
    Jægergade

    Tiende og sidste bind af erindringsromanen "Grænseløs" foregår i 1968-69 og handler om at komme hjem til Danmark efter lang tid i udlandet, om kærlighedens forviklinger, om at flytte sammen og om hvordan det dengang, før ejerlejlighedernes tid, kunne være nødvendigt at købe en hel ejendom for at få boligret

    Bogen er udkommet som e-bog på Saxo Publish og koster 50 kroner



     

    Uddrag af "Grænseløs 10"


    Sofiegården var udråbt til republik og barrikaderet nogle dage før. Den skulle stormes klokken otte om morgenen, så man skulle tidligt op, hvis man ville være med til at forsvare den. Jeg sov på Anjas værelse ude hos Tulte. De kunne ikke vække mig næste morgen, så de lod mig bare ligge og tog ind til Sofiegården. Jeg vågnede alene sammen med Sjuske. Jeg klædte hende på og tog hende med i taxa ind til Sofiegården. Det var Tulte, der passede døren.
     - Der kommer en med et spædbarn, sagde den anden dørvogter.
     - Jamen, Gud, det er jo Sjuske, sagde Tulte. Jeg lagde Sjuske op til nogle, jeg kendte, men det var Tulte meget utilfreds med, selv om hun selv tit lagde hende ud i en kold bil og lod hende ligge der, mens hun var til fest, så vi fik William til at overtage hende. Jeg kravlede op ad rebstigen til dem, der havde barrikaderet sig. Anja var deroppe, men jeg blev der ikke, fordi jeg ville se til Sjuske. Da jeg var kravlet ned, stod politiet lige udenfor, så de halede rebstigen op, og jeg kunne ikke mere komme op til Anja. Tony fra Exploding Mushrooms gik sindssygt grinende rundt og forærede folk gratis syretrips på trækpapir, pakket ind i sølvpapir. Han havde taget femogtredive af dem med. Politiet oprettede hovedkvarter i Atlantic Bio, hvor de netop spillede "Mit beskidte job". Tulte stod med en megafon og råbte til betjentene og Falckfolkene, at de skulle tænke sig om og gå hjem. Som anstændige mennesker kunne de ikke være med til at smide unge mennesker på gaden. Jeg gik frem i den forreste række ved pigtrådsspærringen, som Falckfolkene var ved at gennembryde, og satte mig der. Pigtråden blev revet op, så satte de den på plads igen, og alle jublede. Men det var kun for at få bedre fat, et øjeblik efter havde kranen hevet det hele op. Vi råbte og skreg, men der var ikke noget, vi kunne gøre. Vi blev alle sammen hevet udenfor, de halede i arme og ben. Jeg var fantastisk provokerende; jeg havde ikke noget mod at blive anholdt, jeg ville være i godt selskab. Først prøvede jeg med flower power-metoden. Jeg smaskkyssede betjentene på kinderne og sagde: - Vi elsker jeg alle sammen højt. Men nu skal I være søde drenge og gå hjem.
     Så gik jeg over til den modsatte taktik. Jeg råbte Hipodrenge og Gestapo efter dem, men de gik ikke til angreb. De skubbede og slæbte os bare udenfor. Hver gang jeg forsøgte at komme ind igen, prikkede de mig bare i maven med kniplerne, de slog ikke. Der var en, der blev mast ind i pigtråden og fik armene revet til blods, men jeg så ikke nogen, der fik tæv med kniplerne.
     - Anhold mig så, sagde jeg.
     - Bare rolig. Det skal vi nok gøre, svarede de, men de gjorde det ikke. Der var ingen af os, der var voldelige. Vi stod og spillede på tromme og dansede foran betjentene, da flere strømere kom til og skubbede og maste os alle sammen hele vejen ned til Torvet. Så var der politispærringer hele karréen rundt. Jeg forsøgte at komme igennem for at se til Sjuske, men selv om jeg sagde, jeg havde et spædbarn liggende, ville de ikke lade mig komme igennem, fordi jeg ikke kunne bevise, at jeg boede der.
     - Hvis det var mig, ville jeg nok ikke være gået ned i gården, sagde betjenten bare.
     Så opgav jeg og gik over på Fingerbøllet, der var stuvende fuld. Jeg snakkede med forskellige af de lokale beboere om politiaktio¬nen. De syntes alle sammen, at det var noget svineri, sådan som politiet havde opført sig.
     
     
     
     
     
     
    Læs mere om "Grænseløs" her