Mens vi sad og spiste lammekoteletter med
bønner en dag, sagde jeg, at John og jeg havde talt om at holde
den næste litteraturaften ovre hos os. Jeg vidste ikke rigtig, hvor
det skulle være, der kom måske for mange til, at det kunne
være på mit værelse. Kunne vi låne dagligstuen?
Mom sagde, at bordtenniskælderen
ville egne sig udmærket til formålet. Da jeg sagde, at der
så lidt kedeligt ud, gav hun mig fuldkommen frie hænder til
at udsmykke den. De skulle nok betale maling og hvad der ellers skulle
til. Jeg blev vild og ør af henrykkelse. Faktisk så meget,
at jeg kom til at tænke på, om jeg måske var en smule
følelseslabil. Himmelhoch jauchzend, zum Tode betrübt.
Jeg ringede til John med det samme.
Han foreslog, at vi udsmykkede den som Helvede. Jeg gik og tænkte
over det nogle dage, og så fik jeg en anden idé. Jeg ville
lave et kæmpestort vægmaleri, en frise rundt på alle
væggene, der skulle fremstille Amerikas historie. Der skulle være
dæmpet belysning, siddepuder og abstrakte skulpturer. Hvor kunne
det dog blive godt.
John kom over efter skoletid, og vi gik i gang med bordtenniskælderen. Den så ræerlig ud med afskallede, lyserøde vægge og støv og spindelvæv alle vegne. Vi smed alt det gamle lort ud og afmærkede med kridt på gulvet, hvor vi ville have springvand, polynesiske gudebilleder med tilhørende alter, balletgulv, et lille helvede med flammeeffekt, rød lampe og mærkelige gevirer på loft og vægge, alt sammen afgrænset af ophængte crepepapirsstrimler, individualisthjørne med en enkelt pude til enligtsiddere, staffelier og skulpturer. Loftet skulle være blåt med stjerner, og ellers skulle der være puder på gulvet, plankebord og et par træer. På væggene tegnede jeg råskitsen til min store frise. Den begyndte med aztekiske pyramider, fortsatte med prærieindianere og bisonokser, skildrede puritanerne og Washington på vej over Delaware, borgerkrig, prærievogne, jernbaner og skyskrabere og endte med en måneraket og et stort spørgsmålstegn: Hvor går vi hen? Når vi var færdige, ville det være det flotteste lokale i hele huset. Eller i hvert fald det, der var allermest cool.
Larry kom over en aften for at hjælpe
til med kælderen. Vi malede og malede på væggene. Jeg
tegnede konturerne op, og han udfyldte med farve. Vi drak oolong-te, der
heller ikke smagte som den skulle. Jeg havde endnu ikke fået en ordentlig
kop te i Amerika. Måske var det noget med vandet, måske var
der klor i eller sådan noget. Larry baksede med grammofonen og fik
også radioen til at virke. Den havde ikke sagt en lyd i tre år.
Efterhånden blev det så sent, at det ville være fjollet
at gå i seng, så vi blev oppe. Larry havde en teori om, at
fem timers søvn var alt, hvad man behøvede. Selv mente jeg,
at man fik søvn nok, når man var død.
Halv syv om morgenen gik vi ned
til Lake Michigan. Der lå et lille nonnekloster dernede, de havde
vist også en slags forbedringsanstalt for faldne kvinder. Nede fra
nonnernes strandbred havde man den allerbedste udsigt over søen.
Alt var gråt. Himlen var jerngrå med sortgrå og kridhvide
skyer. Vandet var tungt blåliggråt med gråhvide isflager,
nogle store og let buede, de lå tæt. Inde mod bredden var der
sne, og isflagerne var skruet op i store og mærkelige formationer,
de dannede bjerge og dale. Der var huler og gange imellem. Det var sikkert
farligt at gå igennem dér, men vi gjorde det alligevel. Træerne
stod nøgne mod himlen, det var et blyfarvet univers. Alt var lysgennemtrængt,
men der var ikke noget egentligt lys.
Man kunne hele tiden høre
isflagerne klirre mod hinanden, som isterninger i en drink. Lave og tungladne
bølger labbede ind over stranden, isflager duvede op og ned som
forladte robåde. Der var ingen andre farver overhovedet; jeg havde
aldrig troet, verden kunne se sådan ud.
Jeg rev min ene hånd og flængede
mine cowboybukser, da vi forcerede et pigtrådshegn. Larry havde engang
set og fremdraget en cementblok hernede. Den havde været den ene
side af en stenbænk. På hver side af den var der et vædderhoved
og i midten var der nogle tegn og symboler, der kunne ligne solkors og
triskeler. Vi bestemte os for at bruge den sten til hedensk alter i vores
kælder og slæbte den op ad den stejle trappe i skrænten
fra stranden. Det var en meget høj og stejl skråning op til
vejen. Det var ikke til at tro, at sådan en cementblok kunne være
så tung. Trinene var isede og glatte, så vi var hele tiden
ved at skride. Da vi var kommet op, stillede vi vores vædder på
nonneklostrets græsplæne og ventede for at se solen stå
op over Lake Michigan. Tiden gik, og klokken var efterhånden halv
otte, men solen var ikke at se nogen steder. Vi snakkede om, at vi skulle
have stillet vædderen af vejen først. Det var for dumt, hvis
vi blev opdaget. Da solen ikke havde vist sig endnu kvart i otte, tog vi
cementblokken og gik ud mod vejen. En nonne med violet hovedklæde,
uindfattede briller og stram mine kom med hastige skridt hen mod os. Vi
tænkte på at løbe eller gemme os, men det var for sent.
- Hvor skal I hen med den sten?
Er I ikke klar over, at det er privat ejendom?
- Vi så på solopgang,
sagde Larry. - Den er måske også privat?
- I stiller den sten tilbage, hvor
I fandt den, sagde overnonnen.
- Vi fandt den ude i vandet, sagde
Larry. - Skal vi smide den ud igen?
Vi var ikke meget for at adlyde,
men det var ikke til at sige, hvad der kunne ske, hvis vi ikke gjorde det,
så vi løftede med besvær blokken og begyndte at gå
ned ad de glatte trin igen. Da vi var kommet omkring midtvejs ned, råbte
nonnen: - Stil den dér.
Larry var mest stemt for, at vi
skulle trille den ned, men hun råbte op og skabte sig og truede med
at ringe til politiet, så det var bedst at gøre, som hun sagde.
Fire-fem dage efter var Larry og jeg igen
nede ved søen tidligt om morgenen. Vi gik op ad den små, smattede
trin til det sted, hvor vi var blevet tvunget til at efterlade vores hedningealter.
Først kunne vi ikke finde det, men til sidst fik jeg øje
på det. Vi slæbte det ned på stranden og gik hen ad den
støbte cementkant, der skilte den stejle skråning fra isskruningerne.
Vi bar den op over en anden grund, en byggeplads. Der var en masse planker
og mursten og andre gode ting, vi sikkert kunne bruge. Vi blev stoppet
af en vagtmand, der spurgte hvor vi skulle hen og hvad det var, vi slæbte
på. Jeg var bange for, at vi endnu engang skulle efterlade vores
alter, der nu var mere dyrebart end nogensinde før. Vi sagde, det
var en sten, vi havde fundet nede på stranden. Han troede ikke på
os og mumlede, at vi i det hele taget ikke havde noget at gøre her,
og han ville råde os til at forsvinde i en vis fart. Det gjorde vi
så, med alteret mellem os.
Vi var nede på byggepladsen
sammen med John senere, og opsynsmanden gav os lov til at tage planker
og mursten og jernstænger, bare vi ikke luskede rundt. Så det
gjorde vi. Men alteret var det vigtigste.