Historien om borgermanden Erik Rhasmussen (med rh) ringler med en svagt hørbar, dog tilstedeværende ironi, der ikke udleverer hovedpersonen, men hylder ham i en slags solidaritet... Arne Herløv Petersen fremlægger sit grå materiale med næsten klinisk mangel på deltagelse... Når man alligevel ikke holdes helt på afstand, skyldes det nævnte ironi, et understatement... Balancegangen fremkalder en ømhedsfølelse, der i hvert fald virker på undertegnede læser.

Klaus Rifbjerg - Politiken
 
 

I glimt viser talentet og dygtigheden sig

Kristen Bjørnkjær - Demokraten
 
 

Fiks og ironisk

Rolf Bagger - BT
 
 
 
 

 VIII
 
 
 
 

I s-toget hjem kom han en eftermiddag til at sidde ved siden af en stor mand med røde murermesterhænder på knæene og en sødlig ølduft omkring sig. Over for denne mand sad en anden fyr, ligeledes med store, firkantede hænder på knæene og en svag duft af øl om sig.
 
 

De to mænd sad længe og kikkede på hinanden uden at sige noget. Erik anslog dem til at være et halvthundrede år.
 
 

- Nu er det Enghave, sagde den ene af dem endelig. Det var det faktisk ogsa.
 
 

- Ja. Det er der, der er sådan en trappe op. sagde den anden.
 
 

Igen var de tavse nogen tid.
 
 

- Du, tjeneren gav mig hof, sagde den ene så.
 
 

- Nå, sagde den anden. Han lød ikke særlig chokeret.
 
 

- Jeg bestilte ellers tuborg.
 
 

- Nå. (lille pause) Hvad gjorde du så?
 
 

(længere pause)
 
 
 
 

- Jeg drak den.
 
 

- Nå
 
 

Atter tavshed.
 
 

- Nå, nu er det Valby, sagde den første så.
 
 

- Ja.
 
 

- Der er tre perroner.
 
 

- Ja. Det er i nærheden af Toftegårds Plads, ikke?
 
 

- Jo.
 
 

- Så er det Hvidovre næste gang.
 
 

Langvarig, håbløs tavshed.
 
 

- Bliver jeg sådan? tænkte Erik. Om ti-femten år. Sidder jeg så og kan ikke snakke om andet end, at der er tre perroner på Valby Station og jeg drak hof i stedet for tuborg?
 
 

XIV
 
 
 
 

Erik sad i sporvognen, der skrumplede sig frem. Satans osse man var reduceret til sporvognsmenneske igen. Bare han havde haft rad til at beholde den vogn. Maske kunne han købe en brugt bil billigt til næste ar. På den anden side: Han havde egentlig ikke haft så meget ud af den, dengang han havde den. Han havde altid et frygteligt besvær med at finde parkeringsplads. Og det var aldrig blevet til noget med de lange søndagsture. Der var nu noget om, hvad Susanne havde sagt, dengang de snakkede om bilen: "Hvad hjælper det vi har et stort forbrug, hvis vi aldrig har tid til at bruge tingene".
 
 

Man skulle se at få noget ud af livet, sa længe man havde det. Lære mere. Gå på aftenskole og lære fransk, for eksempel, så han kunne forstå de breve han sad og skrev på maskine inde på kontoret. Han havde tænkt på at gå til fransk mange gange før, og et par gange var han faktisk begyndt, men det var alligevel aldrig rigtig blevet til noget.
 
 

Det irriterede ham, at han i den sidste tid var begyndt at drømme barndomserindringer. Som om der ikke var stof til drømme i nutiden. Som om man var gammel og havde hele sit liv bag sig. Alle disse sentimentale drømme om dengang han puttede sig ind under dynen og gnaskede æbler og rosiner og læste kriminalromaner ved en lommelygtes skær. Det var sguda ikke noget at tænke tilbage på. Det fik ham til at føle sig gammel, når han vågnede igen. 36 var da ellers ingen alder.
 
 

Det kunne blive meget hyggeligt at komme ud til Jørgen. Jørgen var sgu en flink fyr. De havde mange gange været ude og gjort byen usikker i deres unge dage. Man skulle maske tage sådan en tur engang til. Det kan være det var det, han trængte til. Hans og Rigmor Schlützmann var også meget flinke, men maske lidt stivere i det. Rigmor var Jørgens søster. Hans var lærer i folkeskolen, og han havde også en masse om aftenen med studiekredse og den slags. Han var meget intelligent. Men ikke så flink en fyr som Jørgen.
 
 
 
 

XV
 
 
 
 
 
 
 
 

Hans Schlützmann sad i s-toget og læste Information. Han smækkede anerkendende med læberne, da han læste lederen. De kunne sandelig skrive, de folk derinde. Seriøst og alligevel med en let og vittig tone. Og som de dog kunne sætte salonkommunisterne pa plads. Det var en hel fornøjelse at læse Information. Og så gav det jo en vis prestige.
 
 

To mænd kom ind og satte sig ved siden af ham. De var i snavset arbejdstøj, sa Hans flyttede lidt på sig. Der var jo ingen grund til at få sit gode jakkesæt smudset til.
 
 

- Det er nu ligegodt underligt, det amerikanerne laver i Vietnam, sagde den ene af mændene.
 
 

Hans rejste ørerne. Det var vel ikke et par Dronningens Tværgade- folk der sad ved siden af ham.
 
 

Den anden af de arbejdsklædte mænd sagde ikke noget.
 
 

- Nej, jeg kan nu ikke rigtigt forstå det, med de luftangreb og alting, sagde den første.
 
 

Der var en lille pause.
 
 

- Men kommunisterne må jo have begyndt først ... fortsatte han.
 
 

Hans åndede lettet op og fordybede sig igen i Informations kvikke og dog saglige artikler.
 
 

Det var lørdag, sa Hans og Rigmor holdt deres egen lille private hyggeaften. Som altid nar det skulle være festligt, havde de købt ost og rødvin.
 
 

Mens de sad og nippede til vinen, kom Mette pludselig hjem. Hun smed sig ned i lænestolen og sagde ikke engang tak, da hendes mor kom med et glas til hende.
 
 

Det bebrejdede Hans hende osse med et lidt spøgende tonefald. Pigebarnet skulle jo behandles som et råddent æg, så pirrelig hun var.
 
 

- Har du tænkt over om du vil til England et år som au pair? spurgte Rigmor.
 
 

- Ja, det gider jeg altså ikke.
 
 

- Det ville ellers være en glimrende oplevelse for dig.
 
 

- Der står så meget i avisen om hvordan de au pairpiger bliver plyndret og snydt.
 
 
 
 

- Sludder, det gælder bare om at finde en ordentlig familie.
 
 

- Vi kunne sikkert nok få dig anbragt hos nogle af mine bekendte, sagde Hans.
 
 

- Ja, men jeg har altså ikke lyst.
 
 

- Du skulle ikke uden videre affærdige det, før du har sat dig lidt mere ind i, hvad det drejer sig om.
 
 

- Jeg er udmærket klar over hvad det drejer sig om. Man skal lægge ble på små beskidte unger og vaske op og skure gulv døgnet rundt.
 
 
 
 

- Du kunne ellers godt trænge til at lære lidt husgerning. Du kan jo ikke engang spejle et æg.
 
 

- Åe, kan vi ikke tale om noget andet, sagde Mette.
 
 
 
 

- Som du vil, sagde Hans med lidt fornærmet stemme. Mette drak sit glas med rødvin ud.
 
 

- Tue og jeg har tænkt på at tage op til Tues sommerhus i Asserbo, sagde hun. Så jeg ville bare lige kikke indenfor og sige farvel. Jeg løber med det samme.
 
 

Tue var den fyr, Mette boede sammen med i en uhumsk lille kvistlejlighed ude på Christianshavn. Han var ikke velset i familien Schlützmanns hjem. Han havde langt hår og vaskede sig vist aldrig. Og så påstod han, han var maler, men han havde da aldrig fået solgt nogle af sine billeder.
 
 

- Jeg kan altså ikke forstå, hvorfor du ikke en enkelt gang kan blive hjemme og hygge dig sammen med dine forældre, sagde Hans.
 
 

- Mnjøeh, sagde Mette.
 
 

- Du kunne da i det mindste tage at give et ordentligt svar. Hvordan vil I i øvrigt komme op til Asserbo på denne tid af aftenen?
 
 

- Der går vel et tog deropad.
 
 

- Det 1øber ikke 1ørdage.
 
 

- Na, men så blaffer vi eller noget. Jeg ville bare lige kikke ind og sige farvel. Vi bliver nok væk en tre ugers tid.
 
 

Hun kyssede dem på panden og løb ud ad døren.
 
 
 
 

XVI

I s-toget på vej hjem til Brøndbyøster sad Erik og stirrede temmelig mismodigt frem for sig. Han var ofte lidt deprimeret efter et knald. Især når han blev nødt til at tage hjem, og ikke simpelthen kunne lægge sig og falde i søvn, som han var vant til.
 
 

På den modsatte bænk sad to damer på en 50-60 ar. Den ene var enormt fed med et underligt ansigt, der mindede om tykmælk. Hendes øjne var små og rødkantede. Hun blev ved med at lægge sine små pudehænder oven pa hinanden og så folde dem og vikle dem fra hinanden og lægge dem ovenpå hinanden igen.
 
 

Den anden var lille, lidt skrutrygget, gul i huden og vissen at se på.
 
 

- Min mand var til øjenlæge igen i sidste uge, sagde den fede. Det er dette her stær, han døjer med. Han matte give femogtredive kroner deroppe, men tænk engang - de ville kun give ham 8 kroner og 30 igen oppe i sygekassen. Min mand han siger osse, det er for galt er det, hvad skal vi stå i sygekasse for overhovedet, når de alligevel ikke vil give mere, siger han.
 
 

Den visne sukkede. Efter nogen tids forløb spurgte hun: "Er denne her dybfrosne kørvelsuppe, man kan få, nu osse god?"
 
 

- Min mand elsker kørvelsuppe, sagde den fede. Men han skal altid have æg. Ellers vil han overhovedet ikke spise den.
 
 

- Åh nej, jeg bryder mig slet ikke om æg, sagde den visne. Skal de være pocherede?
 
 

- Nej, pocherede æg kan min mand slet ikke spise. De skal være hårdkogte. Sådan lige tilpas. Han siger osse, at der ikke er nogen, der kan koge æg lige tilpas andre end mig.
 
 

Hun kikkede selvtilfreds over pa den visne, der ikke sagde noget.
 
 

Pa næste station gik den fede ud med vraltende dronteskridt. Den visne fiskede en bog i broderet bind op af sin taske.
 
 

- Sidder Susanne nu derhjemme og venter med kørvelsuppen? tænkte Erik.