Ikaros

Dér under fuglesangens perlesnor
det drueblå og bundløst dybe hav,
hvor solens genskær gløder hedt som rav
og tavse blæksprutter og småfisk bor.

I opdrift som den luftfyldte amfor,
der stiger gennem vandet fra et vrag;
som sjælens stigen fra en dunkel grav
er kroppens afsked med en klæbrig jord.

Og blikkets flugt mod horisontens rand,
hvor lyset peger med en gylden finger
og drømmen om en vægtløs undren kalder

til solens flammer sætter mig i brand.
En askeknitren slår fra mine vinger,
og havet åbner munden, mens jeg falder.

Hinder

Sekundet saftigt svulmet som en kvinde.
En krop der lyser med en gylden lød -
en flamme lukket om sin egen glød,
en ravdråbe der spærrer lyset inde.

Men alt for snart oktobers barske vinde,
hvor skoven trodsigt flammer gul og rød.
Som svøbt i søvne, mellem to slags død
står livet som en sært forfrossen hinde.

En tynd membran imellem urtidsmørke -
det tomrum, der var til, før jeg fik liv
og mørket, hvor jeg snubler og fortæres.

En dråbe på en jord, forpint af tørke.
En hals, pinagtigt strakt mod nattens kniv.
Selv liv i dødens skygge kan vel læres
 
 

Mur

At dette sprængte årenet i pudset
kan vokse i organisk strakte sprækker...
En klo i huden, synet der forskrækker,
som hvide orme kravlet frem af smudset.

Fra furens spind til rudens vinkel: Nusset.
De tørre kalkskæl der forgæves strækker
sig lag på lag, på øglemarch i rækker
hvor ingen døsig nedgangssol har blusset.

Som krabbetanker: Henfaldslyset sitrer.
En mur i skred, som skrabet tynd af knive.
En iling går i glimt af glemte farer.

En blindet mur, som solen tomt forvitrer.
Et net af tanker spændes tyst til live.
Kun haspens rustjern tror, at lyset varer.
 
 

Morgensonet

Når gadens husfacader perlegråner
og morgenlyset siver af en sky
står dæmringen så overvældet ny,
at disen den et slør barmhjertigt låner.

I tågehvidt der svøber sig og skåner
står solen selv sagtmodig bleg og myg
og smiler til en mat, forsovet by
bag luft der kun i sagte sitren blåner.

Et skær af perlemor og østersskaller
en skal af skifer, slebet tynd og mat,
et skæl der trækkes af et lyskoldt løg.

Og lydløst dette blege lys der falder
en dag der endnu rummer søvn og nat,
gardiner i en stue - Hammershøi!
 
 

Mørket før og mørket efter

Men denne hinde, som jeg kalder liv,
en tynd membran, men dirrende og rød.
Et ingenting, der sætter ordet "bliv"
som grænsen mellem disse to slags død:

Den røde død, der var før jeg blev til -
det punkt af lys, der suger mig til sidst
Osmotisk tryk. Hvem ved, hvad hinden vil?
Kan skummets bræmme være glad og trist?

Jeg spænder ud, imod til begge sider
og føler ingen angst for døden før.
Når jeg engang blir ædt af jordens mider

går jeg vel bare gennem mørkets dør.
En skrøbelig membran, der er et nu.
I denne hinde lever jeg og du.
 
 

Malaria

Skalpel af kulde langs min rygrads midte,
en skingren af en negl mod rudens glas.
Krystalkniven er isnende og hvas.
En arktisk nat er lunere end dette.

En dunst af sump og mudder så jeg fedte.
En hed forgæves boblen, rådden gas.
Og skovens dunken glider ned i bas
Nu tynges jeg i knæ af klæbrig smitte.

Og sveden pibler ud af hudens porer,
mens blege væsker gror af onde kim.
Jeg føler på de tørkeramte læber.

Beholder er jeg, om min sygdoms sporer,
en krop der glider i mangroveslim,
så tag mig. Tyg mig, krokodillekæber.

Organisk sonet

En kappe hud om hær af leukocytter,
med celler brændt af mitochondrisk ild.
En hjernes flaksen som en stime krill,
synapsespring med DNA som rytter.
 

Små organismer blinker, gnistrer, dytter
og klumper sammen, flakser, farer vild.
En sværm, snart rasende, snart søvnigt mild
når acetylcholinens drømme lytter.
 

Jeg søgte efter enhed og et lys,
der kunne samle mine cellers stime
i form og fasthed, spændt mod himlens bue.

Kun døden kommanderer vrimlen: Frys!
Elektrisk sitren mod den sidste time -
kun samlet i mit afsinds myretue.
 
 

Sonet til en redaktør

Han gyder flomme ud i stolens fuger
og skvulper sig til rette, mæt og lind.
En kvabset hånd, der langsomt glider ind
og hænger som en søpølse og suger.
 

Som søn af byens værste pengepuger
har han en rolig glathed i sit sind,
en sø der aldrig kruses af en vind,
en gås der kun på blanke guldæg ruger.
 

Selv sidder jeg forskræmt på stolens kant
med hjertet som en hoppende kanin
og vover næppe se på digtet mere.
 

Han svulmer til en luftfyldt elefant
og byder nådigt på lidt dårlig vin,
før han beklager, han må renoncere.
 
 

Vulkanøen

Vulkanens kegle rummer Jordens indre,
hvor skove stod med vilde blomsters flammer
slår solen til med ubarmhjertig hammer
på bjergets ambolt. Se dets gnister tindre!
 

En klodes mangefold er blevet mindre.
Den skæbne, denne bjergø lider, rammer
os alle, som den ramte Ringgis stammer,
der prøvede forgæves at forhindre.
 

Et sidste livstegn i det svedne øde.
Monsunens regn der stumt forgæves vander
et flammetræ, zinnober som en ara.
 

Da skoven faldt, var det et håb, der døde.
En røgsky fra vulkanens top forbander
den skovhugst, der har dræbt Kolombangara.