15

15.

Rettergang

”Det bemærkes også, at det ikke er kommissionens opgave at ”frikende” eller ”dømme” nogen”, siger kommissionsmedlem, dr. jur. Ditlev Tamm.[1] Jeg mener heller ikke, det er kommissionens opgave, så i den henseende har Tamm ret. Men jeg mener, det er det, kommissionen har gjort. Lad os se på, hvad det vil sige, at ”dømme” nogen. Den danske ordbog[2] har følgende definitioner på ordet: ”1. afsige en dom i en retssag. 2. træffe afgørelser som dommer i en sportskamp el. konkurrence. 3. give en vurdering af nogen eller noget.” ”Frikende” defineres således:[3] ”erklære uskyldig i en anklage, erklære en mistanke ubegrundet efter at sagen er blevet undersøgt.”

Da kommissionen ikke er nogen domstol, og da dens domme ikke har retlig bindende kraft og ikke medfører retlige sanktioner for den anklagede, kan man derfor med rette sige, at kommissionen ikke dømmer nogen efter ordbogens definition 1. Da der ikke er tale om en sportskamp, dømmer kommissionen heller ikke efter ordbogens definition 2. Men den dømmer så absolut efter definition 3, da den giver en vurdering af nogen eller noget. Når en litteraturanmelder siger, at digtsamlingen Blødende hjerter er et makværk, så er anmelderen smagsdommer og afsiger en dom, selv om den stakkels lyriker, det går ud over, ikke bliver kastet i kachotten. Man kan afsige en dom på forskellige måder. Hvis man siger, noget er ”godtgjort” eller ”bevist”, eller at et forhold er ”påvist”, så har man udtalt sig om sandhedsværdien af det pågældende. Hvis man siger, at en andens påstande er ”velunderbyggede”, så siger man, at påstandene er sande, og så har man afsagt dom. Hvis jeg siger: ”Jens har godtgjort, at Per lugter, hvilket derefter må anses for bevist”, så kan jeg ikke komme bagefter og sige: ”Jeg har aldrig sagt noget om Per og slet ikke, at han lugter. Jeg har kun sagt, at det synes Jens”. Det argument hører hjemme i en børnehave.

PET-kommissionen bruger i beretningens bind 13 28 sider på det, man kalder ”Bevismaterialet i Herløv Petersen-sagen”. Her bruger kommissionen hele vejen igennem udtryk som, at PET gennem sin efterforskning har ”dokumenteret” og ”påvist” det ene eller det andet, selv om der ofte er tale om slet underbyggede påstande, som vi skal se i det følgende.

Hvad vil det i det hele taget sige at tage stilling? Hvis man kun refererer den ene side af et sagsforhold og bevidst udelader den anden side, tager man implicit stilling.

Når Ditlev Tamm tilsyneladende mener, at kommissionen bare ”fortæller, hvordan det forholder sig”, og så må befolkningen træffe afgørelsen, lyder det som et ekko af justitsminister Ole Espersens forklaring eller bortforklaring efter tiltalefrafaldet i april 1982.

PET-kommissionen optræder som domstol, men ikke som en domstol af den art, vi kender fra retssalene, snarere som domstolen i Franz Kafkas ”Processen” eller de berygtede Star Chambers, der afholdt hemmelig rettergang uden nævninge og uden at høre vidner, indtil systemet blev afskaffet i 1641.[4] Jeg vil overlade det til kommissionens eminente jurister at overveje, om man muligvis har overtrådt Grundlovens § 61, der siger: ”Særdomstole med dømmende myndighed kan ikke nedsættes.”

Det virker ikke, som om landsdommeren og de to dr.jur.’er i kommissionen har gjort sig større overvejelser over begrebet ”bevisets prøvelse”. Vi læser i Encyklopædien:

”I straffesager er det anklagemyndighedens opgave at fremskaffe et bevismateriale, der er tilstrækkeligt til at bevise tiltaltes skyld. Anklagemyndigheden er samtidig forpligtet til at fremlægge eventuelle beviser, der peger på, at tiltalte ikke er skyldig (objektivitetsprincippet). Forsvareren kan anmode om, at anklagemyndigheden fremskaffer bevismateriale, som den ikke selv har fundet nødvendigt. Eventuel uenighed mellem forsvarer og anklager herom afgøres af retten. Forsvareren har også selv mulighed for at fremlægge beviser. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har endvidere fastslået, at det er konventionsstridigt, hvis en domfældelse i en straffesag udelukkende bygger på forklaringer, der er afgivet, uden at tiltalte og hans forsvarer har haft lejlighed til at stille modspørgsmål. Endelig har retten i straffesager en selvstændig forpligtelse til at sørge for sagens fuldstændige opklaring og kan foranstalte bevisførelse, som hverken er ønsket af anklager eller forsvarer (den materielle sandheds princip).”[5]

Man kan så konstatere, at anklagemyndigheden, det vil sige PET og/eller kommissionen, ikke har sørget for at fremlægge materiale, der taler mod den anklagedes skyld. Tværtimod har man gjort sig de største krumspring for at sløre eller fortie alt, der kunne tale mod teorien om, at jeg skulle have været en slags agent for fremmed efterretningstjeneste.

Kommissionen opfører derefter en slags pseudoretssag, hvor man ikke bare undlader at høre på den anklagede, men bevidst fravælger ham. Hvis den anklagede formaster sig til at meddele kommissionen noget om sine synspunkter, sørger man for, at disse synspunkter ikke kommer til offentlighedens kundskab. Intet må tale mod det hemmelige, politiske politis anklager. Forsvareren har kommissionen helt afskaffet, og dommerembedet er smeltet sammen med anklagemyndigheden.

Ved normale retssager anser man det ikke for muligt at afsige dom alene ud fra et anklageskrift. Man mener, at den anklagede også må have ret til at udtale sig, og man mener, han må have ret til en forsvarer, der taler hans sag. Man mener vist også endnu, at enhver må anses for uskyldig, til det modsatte er bevist.

Ærgerligt nok kunne man ikke gennemføre sådan en sag mod mig i 1982, da det desværre forholdt sig sådan, at jeg ikke havde gjort noget ulovligt, og en retssag derfor bare ville føre til det for PET uønskede resultat, at jeg blev frikendt. Men nu indhenter man det forsømte ved at afsige dom over mig uden at ville høre på mig og uden forsvarer, alene ud fra anklageskriftet og med kommissionen som både dommer og anklager, hvorved man sikrer sig den ønskede dom uden risiko for forstyrrende momenter såsom påvisning af anklagedes uskyld.

Den var ikke gået i 1982, men tidsånden er med kommissionen, og efter regeringsskiftet i 2001 er vi blevet så blaserte over for overgreb og ulovligheder, at vi knap nok lægger mærke til dem mere. Pressen, der engang var demokratiets vagthund, er i vidt omfang blevet magtens lille, logrende skødehund.

For at nå frem til det ønskede resultat skyr man ingen midler. Man overtræder kommissoriet og alle de love og bestemmelser, der tidligere har sikret privatlivets fred, ved at offentliggøre uddrag af dagbøger og aflytningsrapporter. Hensigten helliger midlet.

Hvilken lovhjemmel mener kommissionen selv at have for sine uhyrlige krænkelser af mit privatliv? Har man nogen mening om, hvorvidt PET burde have overholdt Retsplejelovens § 791? Det fremgår ikke af beretningen.

I en ”Opsamling”[6] siger kommissionen, at undersøgelsen ”viser”, at PET ”dokumenterede” forholdets ”konspirative karakter”, at ”skiftende KGB-officerer begavede Herløv Petersen med et stereoanlæg”, som jeg aldrig har set og som kun eksisterer i PET’s våde drømme, og at ”KGB leverede tekstforlæg, som indgik i forfatterens to pamfletter”, hvilket også er i strid med sandheden.

Kommissionen fremlægger en mængde hidtil ukendte forhold i beretningen, og det er prisværdigt. Men fordi den, med kommissionsformandens ord, nøjes med at gengive PET’s opfattelse,[7] er den ude af stand til at lægge to og to sammen og drage de mest indlysende konklusioner. Den tripper på fløjlspoter uden om den varme grød og nægter at indse, at PET sådan for alvor kan gøre noget galt.

Hvis kommissionen havde haft retsbevidsthed, ville den have sagt: ”Vi afviser at tage stilling til såkaldte ”beviser” på forhold, der ikke er strafbare. Det er ikke politiets opgave at efterforske noget, der ikke er ulovligt, og vi må alvorligt påtale, at politiet har gjort det alligevel – og så ser vi bort fra, at hele forholdet falder uden for vores kommissorium.”

Kommissionen kunne have sagt: ”Det er umuligt at træffe konklusioner ud fra stumper af ”bevismateriale”, der er håndplukket af PET. For at kunne udtale sig, må man have adgang til hele materialet, så man kan se sammenhængene. Også se alt det, PET udelader, fordi det taler mod deres forudfattede meninger.”

Kommissionen kunne have sagt: ”Vi kan ikke tage stilling til spørgsmålet, før vi har hørt modargumenter og set beviser fremlagt. Lad os se det stereoanlæg. Hvorfor tog politiet det ikke med i retten sammen med servietterne og papstykket? Hvorfor tog man ikke i det mindste et fotografi af det? Det skulle vel aldrig være, fordi det ikke eksisterer? Læg de udgivne pjecer ved siden af KGB’s forlæg. Hvis I ikke har forlægget, hvorfra ved I så, det eksisterer? Forklar, hvorfor det er konspirativt, hvis en russer parkerer en bil med blå nummerplader foran den anklagedes hus eller hvis den anklagede inviterer russeren med til en fest, hvor der kommer halvtreds mennesker.”

Og ligeledes kunne den have sagt: ”Hvis PET siger, den anklagede har overbragt hemmelige dokumenter til nordkoreanerne, så bevis det. Lad os se dokumenterne. Spørg koreanerne. Hvis PET mener at kende den anklagedes motiver til at søge ind i hjemmeværnet eller søge arbejde,[8] så bevis det. Det er ikke nok at sige: ”Det synes vi bare, så det passer nok.””

Der er overhovedet ingen materielle beviser. Ingen rygende pistol, fingeraftryk eller dokumenter af nogen art. Kun hvad man påstår, man har lyttet sig til. Den holder ikke i Byretten. Men det er godt nok til kommissionen.

Ved at nægte mig mulighed for en retssag, hvor jeg kunne blive renset, og administrativt stemple mig som skyldig har man undergravet retssikkerheden. En stat, hvor skyldsspørgsmål afgøres ved retten, kan kaldes en retsstat. En stat, hvor politiet alene afgør skyldsspørgsmål, kaldes en politistat.

PET’s og kommissionens dom spredes vidt og bredt, hvilket viser, at man stadig følger samme princip som i 1981-82: Det er lige meget om han har gjort noget ulovligt. Det er propagandaværdien, det kommer an på.

Men vi dømmer ikke, siger Tamm. Vi siger bare, hvordan det er.

Om misforholdet mellem PET’s behandling af Jørgen Dragsdahl og mig siger kommissionen: ”Hvordan forklarer man denne tilsyneladende forskel i den retlige vurdering, dvs. at man vælger at anholde en formodet fortrolig kontakt, men undlader at foretage sig yderligere over for en formodet KGB-agent? Den følgende gennemgang af det relevante kildemateriale vil vise, at forklaringen var den enkle, at PET’s ledelse efter længere tids efterforskning af Dragsdahls forbindelser til KGB vurderede, at der ikke kunne føres bevis for noget strafbart forhold.”[9]

Jaså. Efter at PET gennem længere tid havde efterforsket mine forbindelser til sovjetiske diplomater, vurderede rigsadvokaten, justitsministeren og statsministeren, at der ikke kunne føres bevis for noget strafbart forhold, hvilket også er den opfattelse, landets førende strafferetseksperter er kommet til. Det må PET’s ledelse også have vidst, hvis ellers de kunne læse indenad, men de nægtede at tage hensyn til det. Det kan kommissionen ikke se noget kritisabelt ved. For PET-kommissionen spiller rigsadvokatens og justitsministerens vurdering åbenbart ingen rolle. Hvis det politiske politi vil have den ene mand klynget op og den anden frikendt, så har kommissionen det fint med det. Den ”tilsyneladende” forskel i den retlige vurdering skyldes ikke noget retligt eller juridisk, men er udtryk for en forskel i PET’s holdning til de to personer, det drejer sig om.

Men vi dømmer ikke, siger Tamm, og lyder så oprigtig som Antonius, da han sagde: ”I come to bury Caesar, not to praise him”.[10]

Vi gyser med rette, når vi hører beretninger fra diktaturstater, hvor folk blev forhørt af politiet, hvis de var kommet med en uærbødig bemærkning om regeringen i venners lag.

Men jeg blev afluret i årevis.

Fordi jeg blev mistænkt for at ville kaste med bomber eller udlevere hemmelige militærplaner? Ak nej, ikke engang for at kaste med affald som Arlo i Alice’s Restaurant.[11] Jeg blev mistænkt for at skrive læserbreve og udtale mig uærbødigt om Margaret Thatcher. Og kommissionen har ingen indvendinger.

I stedet for at fremlægge beviser disker man på Stasi-vis op med, hvad folk har sagt til hinanden under privat samvær. Hvis jeg i 1980 sagde til en af mine venner, at Reagan burde skydes med lunken lort, så mener man sikkert, jeg har haft planer om attentat på udenlandsk statsoverhoved.

Kommissionen taler om mine hensigter for tredive år siden. Jeg er den eneste, der kan vide noget om mine hensigter. PET gætter sig frem. At kommissionsmedlemmerne kan sidde tredive år efter og udtale sig om, hvilke hensigter, de mener, jeg har haft, er i sig selv grotesk. Hvad ved de om det? Ingenting. Men de har måske også en anden dagsorden: at være mikrofonholder for PET.

Intet er for beskidt i bestræbelserne på at sværte mig til. Man tyr til drukvås og sovekammersamtaler. Ligesom ved Firmaets aflytning af Alfred Jensen og Ragnhild Andersen[12] er der ingen grænser, ingen hensyn til loven, ingen anstændighed. Man går ud over kommissoriet, ud over alle skrevne og uskrevne love.

Kommissionens formand, landsdommer Leif Aamand, er medlem af menighedsrådet i Himmelev.[13] Han burde måske i lønlige stunder overveje sine gerninger og tænke på, om de 8.990.570 kroner, han har fået,[14] er syndens sold, og han i virkeligheden burde give alle pengene til Kirkens Korshær. Selv Judas beholdt dog ikke de tredive sølvpenge.

At kommissionens medlemmer og Morten Heiberg, der har skrevet bindet om mig, vil sætte en uafvaskelig plet på deres professionelle ære ved at se bort fra loven, fra enhver kildekritik, enhver bevisføring og fra princippet om, at enhver må anses for uskyldig, til det modsatte er bevist, blot for deltage i denne primitive hvidvaskning af efterretningstjenesten fatter jeg ikke.

Men vi dømmer ikke, siger Ditlev Tamm.

Jeg tror ham ikke. Men skulle han virkelig mene det, så må man konstatere, at kommissionen har så alvorlige problemer med formidlingen af sin opfattelse, at man burde have søgt professionel hjælp. For alle, der har læst beretningen eller bare dele af den, er kommet frem til, at den hvidvasker PET, frikender Jørgen Dragsdahl og dømmer mig. ”Kommissionsundersøgelse af Politiets Efterretningstjeneste under den kolde krig frikender PET på væsentlige punkter”[15], skrev Politiken. ”PET’s Drømmerapport”, sagde Ekstra Bladet.[16] Jyllands-Posten tegnede PET med helgenglorie[17], en tegning i Politiken viste under overskriften ”Hvidvask” kommissionen hælde vand ud af ørerne.[18] I Norge skrev Dag og Tid ”Dyr dansk reinvasking”[19] og Aftenposten: ”Den overvåkte journalisten, Jørgen Dragsdahl, blir renvasket – samtidig som PET renvaskes for overvåkingen fordi Dragsdahl hadde en rekke konspiratoriske møter med en KGB-diplomat… Noe dårligere kommer en annen journalist, Arne Herløv Petersen, ut av det.”[20]

Sådan har folk læst kommissionens beretning, og sådan var det nok også meningen, den skulle læses. Man plejer at sige, at det kan være svært at afgøre, om en ugerning er udtryk for forbrydelse eller dumhed. I dette tilfælde tror jeg ikke, kommissionens medlemmer er dumme.

[2] Den danske ordbog, Det danske Sprog- og Litteraturselskab, Gyldendal 2003, bd. 1, s. 746

[3] Den danske ordbog, Det danske Sprog- og Litteraturselskab, Gyldendal 2004, bd. 2, s. 393

[5] Den store Danske Encyklopædi, København 1995, bd. 2, s. 567

[6] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 94-95

[9] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s.138

[10] William Shakespeare: Julius Caesar, 3. akt, 2. scene, l. 79

[12] PET-kommissionens Beretning, bd. 5, s. 125-143

[13] http://www.himmelevkirke.dk/kontakt.asp?mid=166&sid=171

[20] Per Egil Hegge: ”Danske hemmeligheter” i Aftenposten, 2.7.09