9.

Das gibt’s nur einmal

 

”Das gibt’s nur einmal. Das kommt nicht wieder,” sang Lilian Harvey i operettefilmen Kongressen danser i 1931.[1]

 

Historikerne diskuterer ofte begrebet Das Einmalige,[2] det der kun indtræffer en enkelt gang og aldrig kommer igen. Hvis alting kun indtræffer en enkelt gang, kan man så overhovedet lære noget af historien? Skal man så finde historiens lære andre steder end i begivenhederne? For eksempel ved at historien kan sige os noget om, hvordan vi er som mennesker – hvad vi kan finde på at gøre? Politikerne indlader sig ikke på faglige diskussioner af Das Einmalige og prøver i stedet ofte at lære af historien ved at lade som om, den kommer tilbage i uændret skikkelse: Før 1940 forberedte man sig på en gentagelse af krigen i 1864, siden har vi forberedt os på en ny besættelse som i 1940 uden at tage højde for, at en ny verdenskrig sandsynligvis ville blive en atomkrig uden overlevende.

 

I min sag kan man bruge begrebet Einmalig på en lidt anden måde. Der er mange ting, der kun er sket lige netop her og aldrig før eller siden. Folk spørger mig tit, om jeg da ikke kunne forudse, jeg kunne blive anholdt og sværtet til. Men hvordan skulle jeg kunne forudse noget, der aldrig var sket for nogen anden? Man kan måske forvente af en ung mand, at han skal beskytte sig imod, at hans kæreste bliver gravid, men det ville være urimeligt at forvente, at han skulle beskytte sig mod selv at blive gravid, for noget sådant er aldrig forekommet.

Enkeltelementerne i min sag er som en sværm af kometer. De stryger hen over himlen, lyser op et øjeblik og forsvinder igen for aldrig mere at vise sig. Der er ikke så meget andet, jeg kan gøre ved dem, end at lave en liste over de punkter i forbindelse med min sag, der enten aldrig er set før eller siden, eller i hvert fald er usædvanlige, sjældent forekommende og imod almindelig sædvane. Jeg kan finde fireogtyve af den slags punkter fra sagens forløb:

 

1. Sagen blev kørt som kontraefterretningsoperation

2. Jeg var den eneste danske statsborger, der var udsat for rumaflytning i perioden

3. Man gjorde brug af en agent provocateur

4. PET advarede andre om, at de var på vej ind i en ”gråzone,” men ikke mig.

5. PET truede ifølge Politiken naboer til at fungere som stikkere

6. Man brugte begrebet ”påvirkningsagent,” der ikke kendes i straffeloven og ikke har dannet grundlag for sigtelse før eller siden

7. Man lod mig ikke underskrive forhørsrapporten

8. Jeg blev anbragt i isolationscelle uden dommerkendelse

9. Min daværende kone og hendes datter måtte ikke forlade Fyn, opholde sig på Langeland eller ringe til familiemedlemmer

10. Jeg blev ikke indkaldt til flere forhør efter min løsladelse

11. PET sørgede for lækager til pressen og brugte agenter i pressen

12. Sagen blev kørt som fællesoperation i hele verden

13. Sagen blev ført for åbne døre, hvilket ikke forekommer ved ægte spionsager

14. Der blev ikke udstedt navneforbud

15. Jeg blev forhåndsdømt af landets udenrigsminister

16. Man nægtede mig ret til selv at vælge min forsvarer

17. Man nægtede min forsvarer indsigt i sagens akter

18. Man gennemførte tiltalefrafald, selv om jeg ikke havde erklæret mig skyldig

19. Tiltalefrafaldet blev ledsaget af en orientering om, at jeg var skyldig alligevel

20. Der blev ikke ført referat af det regeringsmøde, hvor tiltalefrafaldet blev godkendt

21. Embedsmændene udarbejdede deres eget referat for at placere ansvaret

22. Ole Espersens lagde sagen ud til en ”folkedomstol”

23. To ministre erklærede på forhånd, at jeg ville tabe en eventuel erstatningssag

24. Alle andre tilsvarende sager blev henlagt uden at føre til sigtelse, mens min blev kørt som kampagne i stor stil

 

Det var så situationen frem til 2009. Nu har PET-kommissionen og justitsministeriet tilføjet yderligere fire einmalige punkter, som vi skal se i det følgende:

 

25. Kommissionen har overtrådt sit kommissorium ved at omtale mig[3]

26. Kommissionen afholder pseudo-retssag over mig og erklærer mig skyldig uden at høre på mig og uden at jeg får en forsvarer

27. Kommissionen offentliggør uddrag af mine dagbøger og aflytningsrapporter

28. Justitsministeriet nægter at svare på spørgsmål om overskridelse af kommissoriet.

 

Derimod er det ikke einmalig, at kommissionen ikke ville tale med mig eller gengive det brev, jeg sendte den, at man bruger stikkere, eller at man mener, ubegrundede anklager er beviser – det ser man alle vegne. Det er heller ikke einmalig, at jeg ikke må få lov til at se alle de oplysninger om mig selv, PET har liggende, og som udvalgte andre får lov til at rode i og offentliggøre. Jeg har under bevogtning i et lokale hos PET nådigst fået lov til at se nogle enkelte dokumenter, og jeg måtte også skrive af, men ikke fotokopiere. Der var så mange overstregninger i dokumenterne, at det lignede en vittighed. Ikke engang navnet ”Merkulov” mente PET, jeg kunne tåle at se.


 



[1] http://ingeb.org/Lieder/weinichl.html, http://www.youtube.com/watch?v=UZNKGCTy7l4

[2] http://da.wikipedia.org/wiki/Historisme

[3] Se herom i Kapitel 11