7

Tiltalefrafald

Den Særlige Klageret bestemte 1.2.82, at jeg ikke måtte få den forsvarer, jeg oprindelig havde ønsket – landretssagfører Christian Vilhelm Hagens. Klageretten gav ingen begrundelse for sin afgørelse, men sagde blot, at betingelserne i Retsplejelovens § 733 stk. 2 var til stede. Her står: ”Retten kan ved kendelse nægte at beskikke den advokat, som sigtede ønsker som forsvarer, hvis hans medvirken ud fra retsplejemæssige hensyn til sagens behørige fremme, herunder særligt hensynet til medsigtedes tarv, ikke kan anses for forsvarlig, eller der er en påviselig risiko for, at advokaten vil hindre eller modvirke sagens opklaring.”[1] Det kan have spillet ind, at Hagens havde forsøgt at indgive politianmeldelse mod udenrigsminister Kjeld Olesen for forsøg på at påvirke udfaldet af en verserende retssag.[2] Advokat Jørgen Jacobsen skrev i den anledning: ”Det er imidlertid et spørgsmål, om vi bør finde os i en sådan arrogance hos klageretspræsidenten, for det er … en alvorlig sag at knægte princippet om det frie forsvarervalg. Det må håbes, at Hagens … indbringer sagen for den europæiske menneskeretskommission. Grundlaget er til stede.”[3]

Jeg henvendte mig så til landsretssagfører Jan Schultz-Lorentzen, som jeg kendte som en af landets bedste forsvarsadvokater og forfatter til den meget nyttige bog Hvad må politiet? Til min glæde sagde han ja til at blive min forsvarer.

4.2.82 sendte Schultz-Lorentzen et brev til politimester Axel Sørensen i Svendborg og udbad sig et fuldstændigt sæt af alt anklagemyndighedens materiale om sagen. Han skrev, at når han havde modtaget og gennemgået materialet, ville han tage en samtale med mig og derefter diskutere eventuelle videre forhør af mig med anklagemyndigheden – men heller ikke før. I løbet af de næste godt to måneder rykkede han seks gange for svar, men politimesteren svarede ikke.

Politimester Axel Sørensen var på det tidspunkt 66 år gammel og havde været politimester i Svendborg i 21 år.[4] På stationen fandt man også politiassistent Erik Dagø, der en årrække fungerede som politianklager, siden 1973 havde været leder af hjemmeværnets stedlige politikorps og var kendt for sine mange læserbreve, vendt mod fredsbevægelsen og de venstreorienterede.[5]

Jan Schultz-Lorentzen fortalte ved et møde i Dansk PEN[6] om sine problemer med at få udleveret sagens akter: ”Det er første gang, siden det i 1965/66 blev gennemført at give forsvarerne adgang til anklagemyndighedens materiale, at jeg ikke har fået det. Anklagemyndigheden sidder på hele efterforskningsmaterialet. Jeg har rykket seks gange og ikke engang fået nogen begrundelse for, at jeg ikke har fået det. Det er eneste gang i de sytten år, jeg har arbejdet som beskikket forsvarer, at jeg ikke har fået det materiale, der ligger forud for anholdelsen. Selv om der ikke står i loven, der skal gives aktindsigt, er det første gang …, man har desavoueret den praksis, forsvarerne har tilkæmpet sig.” I sagen mod Stasi-agenten Jörg Mayer, hvor der var dom for fuldbyrdet spionage, udleverede politiet alt materiale til forsvarerne.[7]

En af de få oplysninger, min forsvarer fik, var, at anklagemyndigheden havde udtaget 650 sider af min dagbog som ”værende af betydning for sagen”.[8] De steder, hvor jeg har omtalt sovjetiske diplomater eller nogen af de forhold, der har med sagen at gøre, fylder højst et par sider. Resten er helt private ting. De 650 sider er alt, hvad jeg har skrevet fra 1972 til og med 1981. Ti år af mit liv er arkiveret hos PET.

Formodentlig skyldtes det den manglende udlevering af sagens akter til forsvareren, at jeg heller ikke blev indkaldt til nogen form for forhør, efter at jeg var løsladt fra arresten. Ved de første forhør havde jeg nægtet at udtale mig med henvisning til, at jeg ikke havde nogen forsvarer. Da jeg fik en forsvarer, ønskede politiet ikke at tale med mig.

Politimesteren i Svendborg var åbenbart overbevist om, at jeg kunne dømmes efter § 108. I hvert fald indstillede han sagen til tiltalerejsning. PET’s Region 4 skriver i sin årsberetning 1982: ”Sagen blev i sin fulde udstrækning af Politimesteren i Svendborg indstillet til tiltalerejsning mod AHP efter Straffelovens § 108, stk. 1, og denne indstilling blev fulgt af Statsadvokaten for Fyn, mens Rigsadvokaten var uenig på visse punkter, herunder med henvisning til manglende domspraksis.”[9]

Det er temmelig mildt formuleret, at rigsadvokat Per Lindegaard var uenig ”på visse punkter”. Allerede i foråret 1981 havde han skrevet, at jeg ikke havde overtrådt bestemmelserne i § 108, og i et nyt notat 18.3.82[10] skrev han, at de fleste anklagepunkter mod mig ikke vedrørte strafbare forhold. Det eneste, jeg ville kunne dømmes for, var hvis jeg havde desinformeret nordkoreanerne eller søgt optagelse i hjemmeværnet eller søgt stillinger med det forsæt at videregive fortrolige oplysninger til russerne, og da jeg ikke havde gjort nogen af delene, ville jeg ikke kunne dømmes.

Imens havde jeg bestået pædagogikum i marts 1982 og var dermed arbejdsløs. Det lykkedes mig heldigvis at holde mig helt ædru det næste halve år, så de følgende begivenheder står mejslet i min erindring. Mens jeg var ædru, kom jeg i gang med skabende arbejde, og i sommeren 1982 skrev jeg fremtidsromanen Fredsrejsen, hvor jeg blandt andet fortalte, at Gorbatjov ville være Sovjetunionens præsident i 1990. Det var et lille resultat af mine samtaler med sovjetiske diplomater og min egen ønsketænkning, for Gorbatjov var ellers helt ukendt uden for Sovjetunionen på det tidspunkt.[11] Det var vel også ønsketænkning, at jeg lod Svend Auken være dansk statsminister i 1990, og selv om det ikke skete, var det da lige ved.

Som PET-kommissionens beretning siger, var justitsminister Ole Espersen havnet i en vanskelig situation i foråret 1982.[12] Der står i beretningen:

”Justitsminister Ole Espersen, som havde påtalekompetencen i forhold, der mentes omfattet af § 108, befandt sig i foråret 1982 i en vanskelig situation. PET havde, sandsynligvis med departementschef Niels Madsens accept, anholdt Herløv Petersen den 3. november 1981. Ifølge Ole Espersens forklaring var anholdelsen foretaget i modstrid med justitsministerens instruks. Det bør i den forbindelse understreges, at justitsministeren er både politiets og anklagemyndighedens øverste chef. Dertil kom, at Justitsministeriets departementschef Niels Madsen ifølge Ole Espersens forklaring ikke havde orienteret ham om den forestående anholdelse. Endelig var der en grundlæggende juridisk uenighed med hensyn til tolkningen af § 108. Niels Madsen havde ikke blot set bort fra justitsministerens begrundelser, men havde tilsyneladende også udeladt fra sine betragtninger det notat om § 108, som han havde modtaget fra rigsadvokat Per Lindegaard i foråret 1981. Rigsadvokaten gentog sine forbehold over for ministeriet og PET både i november 1981 og igen i den endelige indstilling af 18. marts 1982. Dertil kom, at sagen var blevet et politisk og troværdighedsmæssigt problem for justitsministeren, ikke mindst fordi udenrigsminister Kjeld Olesen havde udtrykt sig i utvetydige vendinger om tyngden i beviserne imod Herløv Petersen. Ydermere var det vigtigt for Justitsministeriet at få ministerens tilkendegivelse af, at der ikke var grundlag for at kritisere politiets interesse for Herløv Petersen og de efterforskningsmæssige skridt i sagen. En ministeriel kritik af PET kunne under visse omstændigheder falde tilbage på ministeriet, idet Niels Madsen angiveligt havde godkendt anholdelsen af Herløv Petersen. Samtidig stod det klart, at en forsvarlig juridisk og politisk løsning måtte indebære en tilkendegivelse om, at Herløv Petersen havde opretholdt tætte forbindelser til KGB siden begyndelsen af 1970’erne. En frifindelse eller opgivelse af sagen ville være at betragte som en propagandasejr for KGB, der i fremtiden lettere ville kunne rekruttere nye emner til påvirkningsoperationer. Dertil kom, at ubådsaffæren i den svenske skærgård havde øget både regeringens og den offentlige opinions generelle skepsis over for Sovjetunionens hensigter. Koldkrigsklimaet havde således også betydning for sagens afgørelse”.[13]

Hvad er det, der står her: Ole Espersen havde et problem. Da rigsadvokaten havde fastslået, at jeg ikke havde overtrådt loven, havde Espersen forbudt PET at anholde mig. Men PET gik sammen med Espersens departementschef bag om ryggen på ministeren og anholdt mig uden så meget som at give Espersen besked. Departementschefen havde valgt at se helt bort fra rigsadvokatens notat og føre politik på egen hånd sammen med efterretningsvæsenet, og det var ikke så heldigt. Espersen burde selvfølgelig have skredet ind og forlangt mig løsladt, men som han selv sagde: ”Hvis man bare havde sluttet sagen, havde det været det samme som at indrømme, at PET havde dummet sig.”[14] Det havde PET ganske vist også gjort, men det skulle man ikke indrømme, for det kunne opfattes som en propagandasejr for russerne. Desuden havde Espersen et problem med sin ministerkollega Kjeld Olesen, der rask væk havde dømt mig skyldig for åbne mikrofoner. Hvis man nu droppede sagen helt, stod Olesen tilbage med bukserne nede om anklerne og måtte sandsynligvis gå af som minister, og det kunne man heller ikke have. Både juristerne i ministeriet og PET ønskede en løsning, hvor jeg blev hængt ud på en eller anden måde. Desuden spillede det ind, at en sovjetisk ubåd var gået på grund i den svenske skærgård. Vi havde ikke nogen ubåd at komme med, men så havde vi en forfatter og oversætter på Langeland, og ham kunne man da også bruge i propagandakrigen. Man kunne ikke risikere at bringe sagen for retten, for så blev jeg nok frifundet, og så var hele konspirationen ødelagt. Så derfor måtte man finde på noget andet.

Samtidig var dele af pressen begyndt at knurre. "Spion-sag kan fælde minister,” skrev Ekstra Bladet.[15] ”Kjeld Olesens politiske liv i fare, fordi anklagemyndigheden ikke tror på domfældelse af Herløv Petersen... Efter hvad ”Ekstra Bladet” erfarer, hersker der alt andet end begejstring i anklagemyndigheden i Herløv-sagen. Der er tvivl om, hvorvidt det materiale, efterretningstjenesten gennem fire år samlede mod ham, vil kunne føre til en domfældelse ... Rigsadvokat Per Lindegaard har taget det helt usædvanlige skridt at anmode ministeriet om en juridisk vurdering af materialet, ligesom han skal have udbedt sig nærmere instrukser om, hvad Justitsministeriet mener, der videre skal ske i sagen. En beslutning om ikke at rejse tiltale mod Herløv vil uvægerlig føre til en storm mod udenrigsministeren på grund af hans bombastiske udtalelser. Det er ganske enkelt Kjeld Olesens politiske liv, der står på spil." Bemærk at der igen er tale om et ”helt usædvanligt skridt”. Dem er der nogle stykker af i denne sag.

Det er næsten lige så spændende som en kriminalroman. Hvad kunne Justitsministeriet dog finde på nu? Jo, der var et næsten ukendt smuthul i loven. PET-kommissionens beretning fortsætter:

”Det var i denne situation, at en medarbejder i Justitsministeriet fremkom med et forslag til et tiltalefrafald, som Ole Espersen tiltrådte. Ministerens endelige beslutning om tiltalefrafald kan siges at være bemærkelsesværdig, idet forudsætningen herfor som nævnt er, at den sigtede anses for skyldig i den sigtelse, som udgør grundlaget for tiltalefrafaldet. Der må derfor ikke herske tvivl om sigtedes skyld. Der findes imidlertid en særlig mulighed for at meddele tiltalefrafald over for en sigtet, som ikke mener sig skyldig. Til retsudvalget, der havde kaldt justitsministeren i samråd den 22. april 1982, fremsendte ministeriet en kopi af Mogens Koktvedgaard og Hans Gammeltoft-Hansens Lærebog i strafferetspleje. Det var med henvisning til følgende passus, at ministeriet begrundede beslutningen om at meddele Herløv Petersen tiltalefrafald:

”Et særligt problem – af mere principiel end praktisk betydning – kan knytte sig til tiltalefrafaldet. I lighed med domfældelse indebærer tiltalefrafald, at den pågældende anses for skyldig i de påsigtede forhold. Da tiltalefrafaldet ikke kræver noget egentlig samtykke fra den sigtede, kunne det forekomme, at personer, der anser sig for ikke-skyldige, og ønsker dette godtgjort gennem en frifindelse, påtvinges tiltalefrafaldet med den deri liggende skyldformodning. Problemet er dog som nævnt ikke særlig praktisk. Ved tiltalefrafald med vilkår efter § 723 a kræves sigtedes tilståelse; og også i andre tilfælde ville man næppe give frafald uden den sigtedes tilståelse eller i hvert fald hans indforståelse med denne afgørelsesmåde. Situationen kunne imidlertid tænkes at opstå, og under en mere principiel synsvinkel burde der nok indføres hjemmel for, at den sigtede i givet fald kan begære sagen indbragt for domstolene.”[16]

Tiltalefrafald var en løsning, som tilgodeså de hensyn, som ministeren måtte tage, både af juridisk og politisk karakter. Herløv Petersen-sagen endte således med en højst usædvanlig, men ikke uhjemlet afgørelse den 17. april 1982, der blev godkendt med Ole Espersens ministersignatur.”[17]

Koktvedgaard og Gammeltoft-Hansen havde altså i deres lærebog i strafferetspleje advaret, om, at der var et hul i loven, der burde stoppes, selv om de mente, problemet var rent teoretisk, da næppe nogen kunne finde på at meddele tiltalefrafald, uden at den anklagede havde tilstået. I anmeldelsen af denne bog i Juristen skriver H. Krag Jespersen: ”I almindelighed bør anklagemyndigheden imidlertid ikke kunne afslutte sagen med at påtvinge sigtede et tiltalefrafald, uden at sigtede har aflagt tilståelse i hvert fald i det væsentligste.”[18] Stik imod forfatternes hensigter opfattede de vakse drenge i Justitsministeriet advarslen som en brugsanvisning, så Ole Espersen fik den tvivlsomme ære som den første at bruge tiltalefrafald på en ny og kreativ måde. Også her er der mig bekendt tale om noget enestående i dansk retspleje – endnu et af de mange helt usædvanlige træk i min sag.

Anvendelsen af tiltalefrafald var et så usædvanligt skridt, at det måtte godkendes af hele regeringen. PET-kommissionens beretning skriver: ”På et møde i Regeringens Sikkerhedsudvalg den 16. april 1982 drøftede og vedtog man oplægget til tiltalefrafald fra Justitsministeriet, som blev offentliggjort i form af pressemeddelelse dagen efter. Der er imidlertid intet nedfældet i det officielle mødereferat om dette punkt på dagsordenen. Det er vanskeligt at vurdere årsagen til denne udeladelse. Det er ikke utænkeligt, at de øvrige ministre ikke ønskede at blive draget til ansvar for justitsministerens beslutning om tiltalefrafald, som de vidste ville blive mødt med kritik. Ved at udelade omtale heraf var det muligt for de øvrige ministre at lægge en vis afstand til beslutningen, hvis dette blev nødvendigt. Omvendt risikerede justitsministeren og regeringens topembedsmænd, som ikke alle var enige i afgørelsen, at sidde alene med ansvaret, hvis beslutningen om tiltalefrafald udløste ministerstorm og pres på ministeriets embedsmænd. Formentlig af denne grund blev der i et den 4. maj 1982 udfærdiget referat af mødet i Embedsmændenes Sikkerhedsudvalg den 15. april 1982 tilføjet en usædvanlig passus om, at ”den følgende dag fredag den 16. april afholdt Regeringens Sikkerhedsudvalg et møde om sagen, hvor man gennemgik Justitsministeriets udkast til orientering i anledning af beslutningen om tiltalefrafald over for Herløv Petersen. Mødet afholdtes i Statsministeriet, og samtlige medlemmer af regeringens sikkerhedsudvalg var til stede.”[19]

Her har vi så igen et par usædvanlige punkter. Regeringen godkendte den juridisk meget betænkelige løsning, men for ikke at blive hængt op på beslutningen, lod de være med at føre referat. Embedsmændene ønskede ikke at sidde med aben, hvis der blev ballade og politikerne ville tørre beslutningen af på dem, så de lavede deres eget referat. Daværende forsvarsminister Poul Søgaard husker forløbet således: ”Mødet i sikkerhedsudvalget drejede sig om at pakke sagen ned, så der ikke skete mere.” Kjeld Olesen havde udtalt sig skråsikkert om skyldsspørgsmålet, og det kunne koste ham hans politiske liv. Justitsminister Ole Espersen kom ham til undsætning med et forslag om, at der ikke skulle rejses tiltale, men at tiltalefrafaldet skulle ledsages af en erklæring om, at jeg var skyldig alligevel.[20]

Endnu et helt usædvanligt træk var, at tiltalefrafaldet ikke kom til at stå alene, men blev ledsaget af en fem sider lang ”orientering” fra Justitsministeriet. Her skriver Ole Espersen, at det ”må forudsættes, at Arne Herløv Petersen har udvist forhold, som i princippet falder inden under beskrivelsen i straffelovens § 108.” Da jeg i sin tid læste redegørelsen, troede jeg, at Espersen gav udtryk for sin egen opfattelse, men nu viser PET-kommissionens beretning, at han talte mod bedre vidende. Han vidste udmærket godt, at rigsadvokaten havde sagt, at man på ingen måde kunne forudsætte, at forholdene faldt ind under § 108. Videre opregner Espersen i ”orienteringen” en række påstande fra anklagemyndigheden, som om der var tale om beviste kendsgerninger. Han mener imidlertid, at en samlet vurdering viser, at danske interesserer ikke er ”skadet i en sådan grad, at der er fuld tilstrækkelig anledning til at rejse tiltale,” så derfor bliver tiltalen frafaldet.

For at man kan forudsætte, at jeg har udvist forhold, der falder ind under § 108, må to betingelser være opfyldt. Dels skal paragraffen omhandle forhold, der falder ind under begreberne ”påvirkning” og ”indflydelse”. Dels skal de konkrete anklagepunkter være i overensstemmelse med sandheden. Som nævnt mener de juridiske eksperter, der har beskæftiget sig med emnet, ikke, at den første betingelse er opfyldt. I hvert fald jeg ved, at den anden betingelse heller ikke er opfyldt. Det er et grundprincip, at enhver skal anses for uskyldig, medmindre det modsatte er bevist. Dette princip er her krænket af landets justitsminister, der fælder dom udelukkende ud fra det hemmelige, politiske politis påstande.

I andre lande som Norge og Sverige kan et tiltalefrafald appelleres. Det kan det ikke herhjemme, hvorved det bliver et fortrinligt våben, hvis man vil beskylde en mand for et kriminelt forhold uden at give ham mulighed for at blive renset for anklagerne ved retten.

Jeg fik orienteringen tilsendt med posten. Efter ti års ihærdig PET-efterforskning havde man åbenbart endnu ikke fundet ud af, hvad jeg hed eller hvor jeg boede, for brevet blev sendt til Herlev Pedersen i nummer 2. Jeg bor i nummer 7.

Reaktionen på det ”ikke uhjemlede skridt”, som PET-kommissionen så spagfærdigt kalder det, udeblev ikke. Min forsvarer Jan Schultz-Lorentzen sagde: "Et tiltalefrafald skal ikke være ledsaget af kommentarer. Det havde været langt mere tilfredsstillende, om ministeren blot havde meddelt, at sagen ikke kunne holde til en domfældelse, og at man derfor undlod at rejse tiltale.”[21] Gert Petersen kaldte det en "retsskandale", at ministeriet fremsatte en række påstande om mig og samtidig afskar mig fra at få påstandene undersøgt ved en domstol. "Påstande som er belastende for ham at have hængende over sig, og det kan han ikke komme til at modbevise".[22] I Information sagde Gert Petersen, der kan være indført ny praksis i sager vedrørende statens sikkerhed, så politiet indleder sigtelse, og ministeriet frafalder tiltale, men opretholder sigtelse og derved afsiger dom. "På den måde vil politisk debat om udenrigspolitik kunne afløses af myndighedernes uhæmmede sværtning af folk af anden opfattelse."[23]. Preben Wilhjelm udtalte: "Ministeren har forplumret retstilstanden,” mens Information i en ledende artikel kaldte Ole Espersens ”redegørelse” et "makværk, som for al fremtid vil gøre ministeren suspekt som jurist.”[24]

Ole Espersen forsvarede sit tiltag i Jyllands-Posten ved at sige: ”Jeg fortæller, hvad sagen drejer sig om. Så må befolkningen fælde dommen.”[25] Det er et af de tilfælde, hvor undskyldningen næsten er værre end forseelsen. For det første skal befolkningen altså nære blind tillid til Espersens ”forklaring”. For det andet skal der indføres en slags folkedomstol, der træder i stedet for retssystemet. Det sidste forsøg på at indføre folkedomstol afsluttedes, da dommeren, Roland Freisler, blev dræbt under bombeangreb på Berlin i februar 1945. En glimrende beskrivelse af, hvordan folkedomstolen fungerede, kan læses i Henrik V. Ringsted: Hvad Hitler saaede.[26]

Fra akademisk side var kritikken af Espersens fremgangsmåde usædvanlig skarp. Dansk Retspolitisk Forening sagde i en udtalelse blandt andet: ”Nu har justitsministeren med sin afgørelse skabt en ny praksis… Situationen leder tanken hen på tidligere tiders inkvisitoriske retspleje med tilsidesættelse af elementære retsprincipper.”[27] Professor Bernhard Gomard havde allerede tidligere skrevet: "At finde sigtede skyldig mod hans benægtelse kan kun ske ved dom… at holde en sag borte fra domstolene kan være et politisk overgreb.”[28] I den vigtige artikel ”Tiltalefrafald” skriver professor, dr. jur. Peter Blume[29]: ”Ubetinget tiltalefrafald kan opfattes som benådning før dom.” I min konkrete sag virkede begrundelsen "yderligere stigmatiserende for sigtede, der ikke havde reelle muligheder for kontradiktion, da det materiale, der begrundede afgørelsen, nægtedes udleveret til sigtede og dennes forsvarer… I sådanne tilfælde har sigtede ingen retsmidler over for afgørelsen. Ganske undtagelsesvis vil det være muligt at opnå erstatning.” Men "et erstatningsspørgsmål må her baseres på par. 1018a, stk. 2, og vil ikke give mulighed for at få prøvet skyldsspørgsmålet på sædvanlig straffeprocessuel måde."

I forbindelse med tiltalefrafaldet sagde Kjeld Olesen, at hvis jeg var utilfreds, kunne jeg bare anlægge sag mod staten.[30] Min forsvarer, LRS. Schultz-Lorentzen, sagde, at han ikke kunne råde mig til at rejse erstatningskrav, uden at han var bekendt med det materiale, der havde ført til de foretagne efterforskningsskridt. Han insisterede derfor på, at Justitsministeriet stillede dette materiale til rådighed.[31] Men det ville regeringen ikke. Ole Espersen sagde, at jeg skulle anlægge erstatningssag først. Så kunne man altid se på, hvad min forsvarer måtte få at se af anklagemyndighedens materiale – om noget. "Det er jo helt bagvendt,” sagde Schultz-Lorentzen.[32] Jeg kunne bare komme an, sagde Ole Espersen til pressen: "Men han taber sagen under alle omstændigheder"[33] Information skrev i den forbindelse i en leder: ”Konklusionen på denne tragikomiske, men også retspolitisk uhyggelige sag er altså, at uanset hvad AHP måtte gøre for at blive renset for de anklager, der er rejst mod ham, så er han dømt på forhånd. Af Espersen, Olesen og Jørgensen.”[34]

Selv om retstilstanden endnu engang var en by i de fjerneste egne af Sibirien, kunne jeg nok have overvejet en erstatningssag, hvis den havde givet mulighed for, at skyldsspørgsmålet blev vurderet ved en domstol. Men det kunne ikke lade sig gøre, forklarede min forsvarer i en kronik i Politiken:[35]”En sag i Rudkøbing ville ikke komme til at dreje sig om det interessante spørgsmål om, hvorvidt Arne Herløv Petersen er skyldig i sigtelserne eller ej, men alene om det langt mindre interessante spørgsmål, om han forud for den 3.-4. november 1981 har opført sig mistænkeligt (set med politiets og rettens øjne).” Et tiltalefrafald kan ikke appelleres, og derfor kan skyldspørgsmålet heller ikke indbringes for retten. Det eneste, en erstatningssag ville kunne handle om, ville være, om politiet havde ret til at anholde mig, og da politiet har ret til at anholde enhver, de har mistanke til, og de kan have mistanke til enhver, de synes, ser mistænkelig ud, hvad vi alle kan gøre i politiets øjne, er der med en senere statsministers ord ikke noget at komme efter. Min forsvarer måtte derfor fortælle mig, at han ikke kunne råde mig til at føre erstatningssag, og det rettede jeg mig selvfølgelig efter, da jeg altid har haft den største respekt for Schultz-Lorentzens juridiske indsigt og dømmekraft.

Tiltalefrafaldet er senere blevet tolket på forskellige måder. Ole Espersen sagde tre år efter til Politiken: "Mange af de handlinger, der kunne være rejst tiltale for, blev begået på et tidspunkt, hvor politiet havde den pågældende under stærk mistanke, og igen til dels overvågning. Hvad en dom kunne have ført til, ved ingen. Men en domfældelse ville i høj grad have måttet basere sig på handlinger, som skete på et tidspunkt, hvor politiet var bekendt med forfatterens adfærd. Dette var en af grundene til beslutningen om at undlade tiltale".[36] Det ville være udtryk for en rent ud rørende omsorg, men jeg tror ikke rigtig på det.

Efter at journalist Jakob Andersen i januar 1992 var begyndt på en større spionjagt i Ekstra Bladet, hvor han så KGB-agenter alle vegne, fremkom historikeren Bent Jensen med en helt ny forklaring på tiltalefrafaldet under overskriften: ”Derfor fik Arne Herløv lov til at løbe[37]”: Artiklen hævder, at tiltalefrafaldet skyldtes to ting:

1. "Når socialdemokratiet - under indtryk af fredsbevægelsernes fremstormen - havde skiftet kurs 180 grader i zone-sagen, ville den naturligvis blive til grin, hvis den samtidig besluttede at rejse tiltale mod AHP for at virke for samme formål.”

2. "Det andet forhold ... var hensynet til de mange pæne og naive mennesker, som AHP havde fået fedtet ind i sin betalte agentvirksomhed. Ved en åben retssag ville disse folk kunne blive kompromitteret, og da det var "kulturpersonligheder”,som Socialdemokratiet gerne ville tage hensyn til, var der hermed endnu en god grund til ikke at forfølge sagen videre.”

Artiklen er, selv i denne forfatters produktion, usædvanlig ved at være totalt uunderbygget. Bent Jensen fortæller ikke, hvor han har sine oplysninger fra. Han støtter ingen af sine påstande med kildehenvisninger eller begrundelser. Det er ren frihåndstegning. Synspunkterne fremføres som uimodståelige kendsgerninger, og vi skal bare tro Jensen på hans ord. Oraklet har talt, og så må alle forstumme. Bent Jensen mener tilsyneladende at kende ministrenes tanker. Samtidig mener han, det er helt sikkert, jeg var skyldig. Han mener altså, at en anklage er lig med et bevis.

Det mest bemærkelsesværdige ved artiklen er måske, at Bent Jensen går ud fra, at tiltalefrafaldet var en håndsrækning til mig fra Ole Espersen. Det var det på ingen måde. Det var en dolk i ryggen. Ved at fratage mig muligheden for at få sagen for retten og blive frifundet, sørgede Ole Espersen for at det for al fremtid skulle blive muligt at sværte mig til, hvilket man i vid udstrækning har gjort de sidste 28 år.

Ole Espersen svarede[38] under overskriften: ”Vil Bent Jensen anklage mig for magtmisbrug?”: "Par. 108 er affattet således, at den efter sin ordlyd dækker en lang række handlinger, som ikke bør straffes ... Det er baggrunden for, at der i forarbejderne er en klar forudsætning om, at justitsministeren viser forsigtighed med tiltalerejsninger. Det er præcis dette, jeg gjorde. Meningen med par. 107 og 108 er at varetage danske interesser. Og når disse ikke er krænkede i en sådan grad, at der er tilstrækkelig anledning til at rejse tiltale, skal man naturligvis ikke gøre det.”

Jeg sendte et brev til Bent Jensen, hvor jeg bad ham forklare, hvor han havde sine oplysninger fra, og hvor jeg korrigerede en del af hans misforståelser. Det svarede han ikke på. Sognepræst Jesper Langballe kom beredvilligt Bent Jensen til undsætning, og meddelte at Socialdemokratiets accept af den atomvåbenfri zone var en ”nærliggende årsag” til tiltalefrafaldet. Samtidig kunne han fortælle Jyllands-Postens læsere, at statsadvokaten og rigsadvokaten ”enstemmigt” ville have rejst tiltale, hvilket Ole Espersen forhindrede. Som tidligere nævnt havde rigsadvokaten i virkeligheden i tre notater fastslået, at der ikke kunne rejses tiltale. Men når historikeren og teologen således forenes om at udlægge teksten, er tro det ene fornødne og kendsgerninger kun distraherende.[39]

Historikerne Thomas Wegener Friis og Peer Henrik Hansen følger i Fynske Årbøger 2006[40] PET’s anklageskrift og undlader at komme ind på, om de forhold, jeg blev anklaget for, overhovedet var strafbare, så derfor har de svært ved at forstå tiltalefrafaldet. De fremsætter fire forskellige teorier om, hvorfor justitsministeren valgte denne fremgangsmåde:

1. For at beskytte Oleg Gordijevskij mod afsløring.

2. I en retsag ville PET blive tvunget til at fremlægge sine beviser. Derved ville offentligheden få indsigt i PET’s metoder, hvilket kunne svække efterretningstjenestens muligheder for at finde frem til fremtidige agenter og kontakter.

3. Den danske regering ønskede måske ikke, at forholdet til Sovjetunionen blev yderligere belastet.

4. .”Endelig kunne der hos de danske myndigheder have hersket en frygt for, at en retssag mod den danske forfatter ville ende med nederlag og fiasko” – en lidt besynderlig formulering af forestillingen om, at det kunne tænkes, at en dommer rettede sig efter loven og frikendte en uskyldig.

Med tiltalefrafaldet var sagen juridisk set afsluttet. Det var PET ikke utilfreds med. PET-kommissionens Beretning siger: ”For PET var tiltalefrafaldet ikke nogen dårlig udgang på sagen. Som anført af politiassessor Arne Stevns var det lige så vigtigt, at sagen fik en presseeksponering og en vinkel på historien, der ville skade sovjetiske interesser og handlemuligheder i fremtiden, som at Arne Herløv Petersen blev straffet. Med justitsministerens afgørelse blev begge mål indfriet, selv om tiltalefrafald næppe var så streng en straf, som PET havde håbet på.”[41]

Oversat til menneskesprog: Det var selvfølgelig bedst at bure mig inde, men hvis det ikke kunne lade sig gøre, fordi jeg ærgerligt nok ikke havde overtrådt loven, kunne man give sagen ”presseeksponering” og en ”vinkel på historien”, så jeg blev godt og grundigt sværtet til. Karaktermord kalder man den slags.

I årsrapporten for PET’s region IV hedder det: ”Som allerede nævnt var den manglende tiltalerejsning skuffende for sagsbehandlerne, men vi må, når dette er sagt, også konstatere, at sagen ikke har været kørt forgæves, idet den offentlige omtale af sagen vel overvejende er faldet ud til fordel for Politiets Efterretningstjeneste, ligesom sagen på en række områder har været til gavn for regionsafdelingens arbejde.”[42]

Jyllands-Posten skriver i et interview med Ole Stig Andersen[43] 4.8.09 som en kendsgerning, at PET var mod tiltalefrafald og mente, jeg burde retsforfølges.

Det ville i så fald have været udtryk for stor mangel på dømmekraft. PET må have vidst, at det, jeg var sigtet for, ikke var ulovligt, og til trods for PET-chefens krumspring kunne man ikke få rigsadvokaten med. En retssag ville derfor formodentlig føre til frifindelse, og det turde man ikke risikere. Det var vel derfor, jeg fik tiltalefrafald, der ikke kan appelleres.

Jeg tror egentlig, Ole Stig Andersen har været fornuftig nok til at indse dette, og tror derfor ikke på, at han ønskede at gennemføre en retssag med et resultat han, ud fra sin verdensanskuelse, ville opfatte som en propagandasejr for Sovjet. Karaktermordet var den ideelle løsning for PET.

Derimod er det sikkert rigtigt, at politimester Axel Sørensen i Svendborg ønskede en retssag. Han havde åbenbart ikke læst rigsadvokatens indstilling, eller måske forstod han den ikke.

Rapporten skriver, at PET gennem sin ”kontraefterretningsoperation” håbede at vende propagandaværdien, så sagen kom til at virke mod Sovjet. Man kan måske håbe på, at historien om efterretningstjenestens virksomhed vil stå som et vidnesbyrd om myndighedernes magtmisbrug, lovovertrædelser og menneskejagt. Man brænder ganske vist ikke længere folk på bålet, men man rister dem langsomt i levende live.

[3] Jørgen Jacobsen: ”Klageretten og det fri forsvarervalg,” Politiken, 4.2.82

[5] Se f.eks. Erik Dagø: ”Fredsaktivist-bevægelser,” Fyns Amts Avis, 3.5.82

[8] Ifølge brev fra Jan Schultz-Lorentzen til Axel Sørensen 16.4.82

[9] PET REGION IV. Årsberetning for tiden 1. januar 1982 til 31. december 1982 vedrørende de i regionsafdelingen behandlede sagsområder. DIIS dokument 142

[10] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 119

[11] Arne Herløv Petersen: Fredsrejsen, 1983, s. 63. http://herlov.dk/fred.htm http://www.scribd.com/doc/17252609/fredsrejsen

[12] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 120

[16] Mogens Koktvedgaard og Hans Gammeltoft-Hansen: Lærebog i strafferetspleje. Juristforbundet 1978, s. 101-102

[19] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 123

[20] Jakob Andersen og Oleg Gordievsky: De røde spioner, København 2002, s. 658-660

[26] Henrik V. Ringsted: Hvad Hitler saaede, København 1946, s. 17-21

[27] ”Ikke flere af den slags afgørelser,” Politiken, 9.6.82

[28] Bernhard Gomard: "Studier i den danske straffeproces,” København 1976, s. 85-86

[29] Peter Blume ”Tiltalefrafald” i ”Ugeskrift for Retsvæsen” 1982. s. 362-72

[31] Pressemeddelelse fra LRS Jan Schultz-Lorentzen 21.4.82

[35] Jan Schultz-Lorentzen: ”Arne Herløv Petersen – i offentlighed og i retspleje,” Politiken, 28.5.82

[37] Bent Jensen: ”Derfor fik Arne Herløv lov til at løbe,” Jyllands-Posten, 19.1.92

[39] Jesper Langballe: ”Ja, det var magtfordrejning,” Jyllands-Posten, 2.2.92

[40] Fynske Årbøger 2006, udgivet af Historisk Samfund for Fyns Amt, Odense 2006, s. 89-91

[41] PET-kommissionens Beretning, bd. 13, s. 124

[42] PET REGION IV Årsberetning for tiden 1. januar 1982 til 31. december 1982 vedrørende de i regionsafdelingen behandlede sagsområder. DIIS dokument 142