Tanker ved en tue

Kronik i Politiken 25. november 2000

 
Man skal aldrig vise andre mennesker sine myrer. Her havde jeg nu et hemmeligt sted i skoven, som jeg opsøgte hver gang vi var oppe i sommertorpet. En megatropolis for seksbenede, myrernes Tokyo. Formica rufa hedder de, de almindelige røde skovmyrer, der her havde bygget deres tue af grannåle, mandshøj og dobbeltkuplet, med en omkreds på tre gange halvanden meter og med myreveje, man kan følge mere end to hundrede meter langs menneskevejen. Omsat fra myrestørrelse bliver det vel som fra Korsør til København for os andre, først en sagte piblen af myrer, så flere og flere, så to tæt trafikerede baner, hvor myrerne iler af sted, undertiden belæsset med koglefrø, grannåle og insektdele.
              Og så kaster mine to gæster et hastigt blik på tuen. De ser mig blive stående og stopper også op for skams skyld, men de har urolige fødder. De vugger fra den ene fod til den anden og vil helst videre. Sådan en havde vi også hjemme i Nordjylland, da jeg var barn, siger den ene. Den var bare dobbelt så høj.
              Nej, man skal ikke vise andre sine myrer.
              Men selv bliver jeg stående, hypnotiseret af travlheden. Denne stadige anonyme myldren, som personerne i Hultbergs Requiem, som sekvenser af "Koyaanisqatsi", travlheden sat i system. Det er umuligt at se meningen med den enkelte bevægelse. Myrerne løber ud og ind mellem hinanden. En myre bakser møjsommeligt en grannål op over tuens side, men støder ind i to andre, der transporterer en kvist sidelæns. De tre filtrer sig sammen og opgiver så tilsyneladende deres byrder. Alt virker kaotisk og tilfældigt. Men tuen bliver bygget alligevel.
              Jeg ville ikke drømme om at pirke op i tuen, men jeg har læst om det komplicerede system af gange og kamre, der findes derinde. Forbløffende nok har adskillige myrearter særlige toiletter i tuen - defækationskamre, der også bruges som affaldscontainere.
              Tre steder på tuen er en kobberskinnende bille omgivet af myrer, der prøver at trække afsted med de tunge dyr. Det er ufatteligt, at et dyr kan have sådan en metalglans. De er bronze og guld ­ levende assyriske stridsskjolde eller lågene på byzantinske relikvieskrin. Først tror jeg, det er døde biller, der skal slæbes ind i tuen og ædes. Så opdager jeg, billerne er levende. Jeg pirker den ene ud og sætter den på grusvejen. Den kravler lidt frem, så folder den glasklare vinger ud og flyver summende sin vej. Hvad er det for nogle biller? Og prøver myrerne på at trække dem ind i tuen eller tværtimod på at kaste dem ud? Det må jeg undersøge.
              Billerne hedder guldbasser, viser det sig. De bærer også det poetiske navn rosentorbister, fordi de som voksne især lever af rosenblade. Larverne lever op til tre år inde i myretuer.
              Billerne maser sig ind i tuen. Myrerne prøver at holde dem væk, men guldbasser er ligeglade med myrerne. Men hvorfor tolerer myrerne billelarverne nede i tuen, når de ellers kan være hysteriske med at fjerne fremmedelementer fra deres byer? Jo, larverne æder grannåle og afgiver en trøsket masse, myrerne kan arbejde med - på den måde fungerer de som en slags regnorme for myrer.
              Det viser sig, at tusinder af andre dyr lever i myretuerne. Der er altid varmt derinde, man er sikret mod elementernes rasen. Vilhelm Bergsøe skriver i "Fra mark og skov" fra 1881 om disse myremekofiler eller "myrevenner". Nogle af de særeste er billerne af slægten atemeles. De er forsynet med duske af røde eller gule hår, der sidder over kirtler, der udsveder et sekret, som myrerne slikker i sig. Sekretet har ingen næringsværdi, men værdsættes tilsyneladende af myrerne som rus- eller nydelses­middel. "Myrernes tobak" kalder myreforskeren Wheeler det, men måske skal man snarere sammenligne med opium. Myrerne trænges om atemeles og slikker på deres hårduske. De fodrer billelarverne, som var det deres egne, og bærer dem, når de skal flytte over i en anden tue. "Alt dette er så meget
mærkeligere," skriver Bergsøe, "som disse rovbiller er deres allerfrygteligste fjender, der overfalder og æder deres yngel, både larve og æg."
              Jeg ser rovbillen for mig som en sjofel gammel mand i Fælledparken, der slår regnfrakken til side. Kom og se hvad jeg har.
              Nå men så bare æd mine unger, siger myrerne. Jeg er da schkideligeglad. Bare jeg må sutte på dine duschke.
              "Myrens intime liv, der udfolder sig mellem disse talløse og mangeformede parasitter, der i almindelighed er skrækind­jagendem ofte farlige eller mistænkelige og altid besværlige, må afgjort være ret forskelligt fra vort", skriver Maurice Maeterlinck i "Myrernes liv" fra 1930. "Det udvikler sig i en uophørlig, ond drøm, i et frygteligt, men måske begejstrende feeri, i endeløse og underjordiske gange, hvor spøgelser, fantasibilleder, gengangere mere dæmoniske end dem, der viste sig for den hellige Antonius under hans fristelser, sniger sig frem fra alle mure, lurer ved alle korsveje, venter i alle gange, oversvømmer alle kamre, og som kærtegnende men besværlige, indsmigrende og forbryderiske til gengæld for den honning de eftertragter, tilbyder tvivlsomem nydelser, uhelbringende dufte eller
safter".
              Men hvor charmerende Bergsøes og Maeterlincks bøger end er, er de dog ret bedagede. I dag er man vel ikke tilbøjelig til at tillægge myrerne menneskelige egenskaber. Eller er man?
              Lad os se på standardværkerne af verdens to førende myrmekologer eller myreforskere, Ber Hölldobler og Edward O. Wilson. Der er i øvrig en lille historie om Wilson. En dame i Cambridge, Massachusetts var plaget af myrer i køkkenet, og da hun fik at vide, at verdens største myreforsker boede i hendes lille by, ringede hun til Wilson for at spørge, hvad hun skulle gøre. Har De myrer i køkkenet? sagde Wilson. Jamen, så må De endelig passe på, hvor De træder.
              Hölldobler og Wilson har skrevet den monumentale og sprænglærde "Ants", der vejer tre et halvt kilo, og den mere folkelige "Journey to the Ants".
              De er strengt videnskabelige, men alligevel bruger de antropomorfe udtryk, når de skildrer forholdet mellem myrerne og deres fjender, snyltere, gæster og symbiotiske partnere.
              Der er nu for eksempel dræberbillen Acanthapsis concinnula, der jager omkring ildmyrernes tuer. Den isolerer og fanger en enkelt myre ad gangen, folder sit lange næb ud som en lommekniv og sprøjter gift i myren, hvorefter den suger den tom for blod. Når den er færdig, løfter den det udsugede lig op på sin ryg og klæber det fast der. Det ophobede skjold af døde ofre er en glimrende forklædning og tiltrækker endda andre ildmyrer, der bliver nysgerrige over at se deres døde kammerater vandre rundt i flok og følge, som en slags spøgelsesbus fuld af vampyrofre. "Hvis myrer lavede film som underholdning," skriver de to lærde forskere, "ville deres yndlings-gyserfilmmonster utvivlsomt være Acanthapsis".

              En anden fjende, en slags insektverdenens Dracula, er dræberbillen Ptilocerus ochraceus, der anbringer sig ved myrevejene og vifter med en berusende saft fra de kirtler, den har på bugen. Når en arbejder kommer over og slikker saften i sig, rejser billen sig op på midterbenene, folder forbenene blidt om myren og sætter næbbet i stilling omme i nakken på myren. Men den hugger ikke til endnu. Myren suger videre, og efter et par minutter viser den tegn til lammelse. Først når den er fuldkommen hjælpeløs og krummer benene sammen under sig, hugger Ptilocerus til. På den måde kan billen myrde det ene offer efter den anden uden at forstyrre strømmen af myrer omkring sig.
              Myrerne har en forbløffende stor hjerne med komplicerede "svampelegemer" øverst og pardelte strukturer af tætte masser af nerveceller, der forarbejder og integrerer informationer. Hjernens struktur er fin nok til at myrerne kan lære simple informatioenr som koloniens dufte og placeringen af adskillige steder uden for tuen.
              Men myren kan ikke gennemskue fodmiden Macrocheles rettenmeyeri, der bruger sit liv på at suge blod af bagbenene på soldater af en særlig slags hærmyrer. Myren er næsten så stor som et led af myrens fod, så når den sætter sig fast på myrens ben, svarer det til at vi fik en tæge på størrelse med en sko under foden. Men miden er ikke bare så stor som en sko, den bliver til en sko, og myren vandrer glad og uden at vise tegn på ubehag rundt på midel. Når hærmyrerne holder hvil, anbringer de sig i en særlig afslappet rørstilling, hvor de hægter sig fast i hinanden med små kroge på fødderne. Miden bøjer sine ben i præcis den rette krumning, så de kan bruges som hægtekrog, og det er ikke til at se forskel på adfærden hos de myrer, der er belemret med midekso, og dem der ikke er det.
              Myrerne har deres fjender. Men de har også venner blandt dyr, mikroorganismer og planter, og hvis når man lægger til og trækker fra, er netværket af samarbejde og symbiose vigtigere end alles kamp mod alle. Darwin har ret, men han fortæller ikke hele historien. Anarkisten Kropotkin, der også var naturforsker, fortæller en dybere sandhed i sin "Mutual Aid", hvor han peger på at gensidig hjælp og symbiose er helt grundlæggende i naturen.
              Nogle myrearter lever inde i akacier. Akacierne fodrer myrerne med honning, og myrerne holder til gengæld akacierne fri for angreb af skadedyr.
              Et tydeligt eksempel på symbiose er myrernes forhold til de bladlus, de holder som malkekvæg. Myrerne fodrer bladlusene og flytter dem rundt fra græsgang til græsgang. Til gengæld giver bladlusene myrerne det sekret, der så poetisk kaldes honningdug. Strengt taget er det lort, vi taler om, men før vi rynker på næsene af myrernes madvaner, skal vi måske gribe i egen barm og tænke på, at vi selv med forkærlighed spiser blødkogte hønseaborter og suger saft ud af yveret på en ko. Det er ikke altid, bladlusene er lige oplagt til at give honningdråber fra sig, men så kilder myrerne dem med forbenene, til de med et fnisende "Åhnej lad vær'" giver et lille skvæt fra sig. Nogle af bladlusene har en krans af små hår rundt om gattet, der holder på honningdråben, så den kostelige substans ikke triller ned
på jorden.
              Mange myrearter har en særlig form for landbrug, idet de dyrker svampemycelier. I adskilige tilfælde findes disse svampe­arter ikke længere frit i naturen, men forekommer kun i myretuerne. Det svarer til, at vi ikke kan finde vild ris eller vild majs i naturen - vi har kun de dyrkede former tilbage.
              Menneskene har kendt til kornavl i en halv snes tusinde år, og vi ved, hvor farligt det kan være at bygge på en monokultur. Hvis en plantesygdom først rammer afgrøden, risikerer man at miste hele sit livsgrundlag.
              Men myrerne har dyrket samme afgrøde i millioner af år, uden at der er sket noget. Hvordan kan det nu gå til? Jo, det viser sig, at myrerne på deres egen krop dyrker penicillinlignende bakterier. Og disse bakterier er ikke beregnet til at bekæmpe myresygdomme. De bruges til at bekæmpe plantesygdomme. På den måde kan myrerne på en økologisk forsvarlig måde sikre deres svampehøst.
              Jeg har siddet på hug og kigget på myretuen. Nu rejser jeg mig og går hjem til sommerhuset. Myrerne lever ikke isoleret i verden. Deres liv er flettet sammen med andre organismers. På samme måde er vi selv vævet ind i livets net. Antallet af bakteri­er i en menneskekrop er ti gange antallet af vores celler. Ældgamle retrovirus har boret sig ind i vores arvemateriale for millioner af år siden og går videre fra den ene generation til den anden, så vi i lige så høj grad nedstammer fra virus som fra primater. Den enkelte myre er kun som en celle, men myretuen er som en organisme. Det enkelte menneske er selv som et koralrev af organismer i symbiose og indgår i en endnu større symbiose, i biosfæren der omslutter kloden. Vi og alt levende er et fletværk af hænder, der holder hinanden oppe.