James Joyce

 

Kammermusik

 

 

Oversat af Arne Herløv Petersen

Efter Chamber Music (1907)

 

(udkommet på Brøndums forlag 1991 som "Digte og Epifanier"

 

Copyright ã 1991 Arne Herløv Petersen

 

 

 

 

Musik i jord og luft

Hør strenges spil

Musik og pilens duft

ad floden til.

 

 Musik lyder langs med floden

hvor Elskoven går

med blege blomster på kappen

og løv i sit hår.

 

 Han står så stille

imod musikken vendt.

Hør ham nu spille

sit strengeinstrument.

 

 

 

 

 

 

II

 

 

 

 

Tusmørket går fra ametyst

til blåt og dunkelblåt.

Og lampens blege grønne skær

er over vejen trådt.

 

 

 

Klaveret spiller en gammel sang,

så lystig, langsom, blid.

Hun bøjer sig over elfenben

og vender hovedet hid.

 

 

Alvorlige øjne og tanker sky

og hænder, der flagrer lyst.

Tusmørket bliver dunkelblåt

med lys af ametyst.

 

 

 

 

 

 

III

 

 

 

Kan du høre i denne stille nat

du ensom op imod himlen ser

at nattevindene sukker her

og harper beder Amor at

snart gryets under sker.

 

 

 

Nu mens alle sover våger du

og hører harpers spinkle klang

for Amor som en velkomstsang.

Hør nattevinden svarer nu

og melder solopgang.

 

 

 

Spil, harper, for kærlighedens Gud

der spreder lys, hvor end han går

over skyer nu i timen hvor

musikken vælder fra himlen ud

og jordens lande når.

 

 

 

 

 

 

IV

 

 

 

Når over himlen går en stjerne

jomfruelig og modløs, sky,

en stemme kommer fra det fjerne

og synger ved din dør påny.

Hans stemme blid som dug i maj

og hør, han synger kun for dig.

 

 

 

Synk ikke hen i drømme mer

når han ved aftentide kalder

og grund ej mer: Hvem synger der

de ord der i mit hjerte falder.

Men lyt til sangens ord, og vid,

at det er mig, der kom herhid.

 

 

v

 

 

 

Læn dig af vinduet,

Gyldenhår.

Jeg hører dig synge

en sang om vår.

 

 

 

Min bog er lukket.

Jeg læser ej mer.

Ser ilden danse

på gulvet her.

 

 

 

Jeg gik fra bogen,

jeg gik ud.

Din stille sang har

sendt mig bud.

 

 

 

Du synger stadig

en sang om vår.

Læn dig af vinduet,

Gyldenhår.

 

 

 

 

 

 

VI

 

Jeg ønsker, jeg var bag dit bryst

(der er så hvidt og er så smuk)

hvor ingen blæst fra mismods kyst

kan nå mig og slå mig på flugt.

Jeg ønsker, jeg var bag dit bryst.

 

 

 

Jeg ønsker, jeg var i dit hjerte

(Jeg banker stille på og venter)

i fred for blæst og mismods smerte.

For intet mismod ramme den der

har taget bolig i dit hjerte.

 

 

 

 

VII

 

Min elskede blandt æbletræer

så let og hvidklædt går

og sommervinden går på færd

i hendes lyse hår.

 

 

 

Hvor vinden standser og gør kur

til hvert et nyfødt blad

med sænket hoved går hun tur

og skyggen følger glad.

 

 

 

Hvor himlen er en lysblå kop

sat på det lyse land

der går hun nu og holder op

i kjolesømmens rand.

 

 

VIII

 

 

 

Hvem går i den grønne skov?

Hvert træ for hende bukker.

Hvem går i den smukke grønne skov

og gør den endnu smukkere?

 

 

 

Hvem går i solens lys

på sti der kender hendes fod?

Hvem går i solens varme lys

jomfruelig og god?

 

 

 

Se, skovens træer smykker sig

med solens gyldne skær.

For hvem, monstro de smykker sig,

de ranke, grønne træer?

 

 

 

Det er jo for min elskede

de bærer solens guld.

ja, for min egen elskede

der er så ung og huld.

 

 

IX

 

 

 

Majdags blæst, der danser på hav,

danser rundt i muntert trav

fra bølgedal til bølgetop

så skum fra voven flyver op

og over himlen bredes ud,

sig, har du set min unge brud?

Majdags blæst, aldrig mer

lykkelig du mig ser

førend min elskede atter er her!

 

 

I blæsten strømmer

hans hår; han synger:

Hvis intet dig tynger

så følg mig, du.

Lad drømme den drømmer

som intet begærer,

som ikke bevæger

min kalden nu.

 

 

 

Han stopper ikke

og tonerne ruller.

Omkring hans skulder

biernes sky.

Lad drømmene ligge

og søg det nære.

Jeg kommer, kære

endnu før gry.

 

 

XI

 

 

 

Byd farvel, farvel, farvel,

byd farvel til pigeår.

Elskovsguden kommer selv,

gør dig fri af pigekår:

Bæltet om dit smalle liv,

hårets krans af blomst og siv.

 

 

 

Så snart som du har hørt, at han

er meldt dig af kerubers røst,

tag bæltet af dig, at du kan

ham trykke til dit pigebryst,

og fjern din krans om håret, som

jo er et tegn på jomfrudom.

 

 

 

 

 

 

XII

 

 

 

Hvad hvisked månen bag sit slør

dig mon i hjertet, søde barn,

om månenattens elskov før

og stjerner, der gik i hans garn?

En vismand fuld af fjas og tant,

en kapuchiner-komediant.

 

 

 

Tro hellere på mig, der kender

til verden uden hjælp fra gud

og glans i disse øjne tænder.

Min egen! Min! jeg råber ud.

Søg ej i månen gråd og kval,

du søde, så sentimental.

 

 

 

 

 

 

XIII

 

 

 

Fortæl jeg kommer, selv om så

min vej er lang,

krydrede blæst, der altid synger

en bryllupssang.

Skynd dig over de mørke lande

og havets vej.

Hverken land eller hav kan skille

min brud fra mig.

 

 

 

Vind, vær ej sen, men hør nu denne

min bøn og rejs.

Flyv ind i den lille have

og sporenstregs

syng, at bryllupsvindene blæser

og sig det klart:

Snart er din kæreste atter hos dig,

snart, åh snart.

 

 

 

 

 

 

XIV

 

 

 

Min due, min underskønne

stå op så let

For duggen tæt

har lagt sig i mit hår.

 

 

 

De duftende vinde blæser

og sukker nu.

Kom med mig, du,

min due, min underskønne.

 

 

 

jeg venter ved cedertræet.

Mit hjerte er dit.

Oh, duebryst hvidt

mit bryst skal være din seng.

 

 

 

Se duggen tæt

som et slør for mit blik

du skønne, min due, stå op så let.

 

 

 

 

 

 

XV

 

 

 

Vågn op af dugklar søvn, min sjæl,

fra elskovs dybe søvn og død.

Hør træets dybe suk og dvæl

ved den formaning, det betød.

 

 

 

I øst er nu det gyldne gry

som flammer på den mørke jord.

I ilden skælver end påny

nattågers grå og gyldne flor.

 

 

 

Og langsomt, hemmeligt og stille

blir gryets blomsterklokker rørt.

Og alferne begynder spille

musik som ingen før har hørt.

 

 XVI

 

 

I dalen er der køligt nu,

der skal vi gå igen,

for mange fugle synger nu

hvor Amor vandred' hen.

Og hør, nu kalder droslerne,

de kalder på os to.

For sval og sommerskøn er dalen,

hvor du og jeg skal bo.

 

 

XVII

 

 

 

Fordi du var så nær mig, har

jeg gjort ham ondt.

Fordi min hånd om dine var

som sluttet rundt.

 

 

 

jeg finder intet ord, der gør

det godt igen.

En fremmed er nu den, jeg før

har kaldt min ven.

 

 

 

 

 

 

XVIII

 

 

 

Din elsker taler.

Min kære, hør:

En mand må sørge

når venskab dør.

 

 

 

Da skal han vides

venskab er svig-

Vens ord er aske@

forræderi.

 

 

 

Du ene holder

din dyre ed

og lindrer stille

med kærlighed.

 

 

 

Hans hånd er under

dit hvide bryst.

Og den, der sørger

skal finde trøst,

 

 

 

 

 

 

XIX

 

 

 

Sørg ej, kære, blot fordi,

de tror på løgn og larm mer end på dig.

Rolig, kæreste, og sig:

Kan de vanære dig?

 

 

 

Tristere er de end tårer.

Kun sukken møder de på livets vej.

Svar kun stolt på deres tårer.

Gør som dem. Sig nej.

 

 

 

 

 

 

 

 

XX

 

 

 

Gid vi blandt graner

og fyrre lå,

hvor middagssolen

ej kan nå.

 

 

 

Hvor skønt at ligge

og kysses der

i grantræskyggen

hinanden nær.

 

 

 

Hvad kan jeg ønske

mere når,

mit ansigt strejfes

af dit hår?

 

 

 

Kom nu ved middag

til skoven med.

Kom med mig, kære,

nu afsted.

 

 

 

 

 

 

XXI

 

 

 

Den der har mistet ry og magt

og aldrig mødt en lydhør sjæl,

men møder f)endernes foragt

med gamle tiders ædle sind.

Den, der står venneløs igen -

hans elskerinde er hans ven.

 

 

 

 

 

 

XXII

 

 

 

Min sjæl så glad og gerne går

i dette fængsel ind,

i dine arme, ved dit hår

og hos dig, kind mod kind.

Kunne jeg altid blive der,

jeg ønsked intet andet mer.

 

 

 

Således, arm flettet i arm

der sitred af begær,

bort til den nat, hvor ingen harm

kan komme os to nær.

Hvor søvn i drømme går i hast

og sjæl ved sjæl er bundet fast.

 

 

 

 

 

 

XXIII

 

 

 

Et hjerte banker under mit,

det er min rigdom og mit håb.

Når du var borte, har jeg lidt.

jeg glæder mig ved kyssets dåb.

Min rigdom og mit håb - ja, mer,

min hele lykke ser jeg der.

 

 

 

Som gærdesmutten flyver fort

og gemmer sølv blandt mos og tråd,

jeg lagde mine skatte bort,

før mine øjne kendte gråd.

Lad os kun handle viist som den,

skønt kærlighed snart dør igen.

 

 

 

 

 

 

XXIV

 

 

 

Ganske tavs hun kæmmer,

kæmmer sit lange hår.

Yndefuldt og stille

nynnende hun står.

 

 

 

I piletræerne står sol,

i græsset leger vind,

og stadig kæmmer hun sit hår

og ser i spejlet ind.

 

 

 

Jeg beder dig, hold inde nu,

kæm ej dit lange hår.

For jeg har hørt om trolddomsmagt,

der skjult bag sangen går.

 

 

 

En magt, der gør det ét at gå

og blive samme sted.

Så smukt et smil, så fuldt af sang

og ligegyldighed.

 

 

 

 

 

 

XXV

 

 

 

Træd så let som nogen fe,

skønt dit hjerte varsler ve,

mangen svunden sol og dal,

Oreade! Uden kval

le, til bjergets brise går

uærbødigt i dit hår.

 

 

 

Lette, altid lette skridt -

over dal et skylag hvidt

som en ydmyg vogter kun

i en aftenstjernestund.

Elskov, latter løst i sang

når en sjæl er tung og trang.

 

 

 

 

 

 

XXVI

 

 

 

Du lægger nattens muslingskal

til øret. lyttende så trygt.

I dette muntre stemmegjald,

hvad hørte du, der indgav frygt?

Hørte du brus af floders vand

fra nordens gustne ørkenland?

 

 

 

Oh, skælvende, se nøje til,

og se, din frygt er også hans,

der maner frem et sælsomt spil

ved midnatstid i drømmedans,

blot for et ord, et skønt sujet

hos Purchas eller Holinshed.

 

 

 

 

 

 

XXVII

 

 

 

Om jeg din Mithidrates var

og modstod hver en giftig pil,

gav kun din favnen mig et svar

og elskov i dit bryst fandt hvil.

Dog må jeg tilstå, at jeg tror

lidt ondskab i din ømhed bor.

 

 

 

Du ved, min kære, jeg for tit

har tilbedt gammelt sirligt sprog,

men endnu ej af elskov lidt,

som skildret i hver digters bog

og aldrig kendt kurmageri

uden en smule falskhed i.

 

 

 

 

 

 

XXVIII

 

 

 

Kære, du må ikke synge

trist om kærlighedens død.

Glem din sorg, at du kan synge:

God var kærlighedens glød.

 

 

 

Syng om alle, der skal sove,

elskere der døde, du.

I en grav skal elskov sove.

Træt er kærligheden nu.

 

 

 

 

 

XXIX

 

 

 

Min kære, hvorfor martre mig

med dette blik, i vånde stedt?

Vist er du skøn endnu, m.en, nej,

hvor er din skønhed dog forklædt.

 

 

 

Igennem dine øjnes spejl

09 kyssets blide suk og lyst

står vinden bidende og stejl

mod kærlighedens skyggekyst.

 

 

 

Vor kærlighed skal flagre hen

når vinden suser over os.

Min kæreste, min kære ven,

hvorfor dog pine mig med trods?

 

 

 

 

 

 

XXX

 

 

 

Vi mødte kærlighed en dag,

da én mod skumring spilled' sky,

én stod i frygt ved siden a?

Frygt er i elskov, der er ny.

 

 

 

Alvorligt elsked' vi. Forbi

er alt, der gjorde timen glad.

Velkommen nu, hver ensom sti

vi hver for sig skal vandre ad.

 

 

 

 

 

 

XXXI

 

 

 

Det var engang ved Donnycarney.

Fra træ til træ fløj flagermus.

Min kæreste og jeg gik sammen

i kærlighedens lykkerus.

 

 

 

Og sommervinden fulgte med os

og mumlede i lystig leg,

men blidere end somrens ånde

var det kys, hun gav til mig.

 

 

 

 

 

 

XXXII

 

 

 

Regnen faldt den hele dag.

Kom ud blandt træerne med mig.

Se, blade ligger lag i lag

på mindets vej.

 

 

 

Vi bliver lidt på mindets vej,

før afskedstimen ringes ind.

Kom, lad mig sige lidt til dig

og til dit sind.

 

 

 

 

 

 

XXXIII

 

 

 

Over landets brune bånd,

hvor Elskov spilled' sød musik,

skal vi to vandre hånd i hånd

i mindet om den tid, der gik

og ikke sørge blot fordi

vor kærlighed nu er forbi.

 

 

 

En nar går klædt i gult og rødt

og banker, banker på hvert træ.

Omkring vor ensomhed står støt

en blæst, hvor intet giver læ.

Ej lyder suk fra løvets bryst,

når året tager det i høst.

 

 

 

Nu skal vi ikke høre mer'

en villanelle og rundesang,

men lad os kysses, kære, her

og tage afsked sidste gang.

Min kære, hav ej sorg i sind,

når året, året høster ind.

 

 

 

 

 

 

XXXIV

 

 

 

Så sov nu, ja, sov nu,

urolige hjerte!

Det råber: 'Oh, sov nu'

så dybt i mit hjerte.

 

 

 

For døren står vinteren,

står vinteren her.

Så sov nu, for vinteren

har råbt: 'Sov ej mer!'

 

 

 

Mit kys giver fred nu

og ro i dit hjerte.

Så sov kun i fred nu,

urolige hjerte!

 

 

 

 

 

 

XXXV

 

 

 

Den ganske dag jeg hører vande

jamre sig

så trist som når en søfugl drager

på sin vej.

Den hører blæsten tude, vandets

tappenstreg.

 

 

 

Og grå og kolde vinde knager

hvor jeg går.

Jeg hører larm af mange vande

nedenfor.

Jeg hører, hvor de evig brager

år for år.

 

 

 

 

 

 

XXXVI

 

 

 

Jeg hører en hær., der stormer ind imod land

og hestenes tordnen, mens skummet om

koderne slår.

I sorte rustninger bagved det fyrige spand

står vognkuske., knalder med pisk@ mens de

tøjlen forsmår.

 

 

Mod natten råber de vildt deres blodige

navn.

Jeg stønner i søvne ved lyden af deres

latter.

De flænger drømmenes mulm som en blussende

bavn.

og slår og slår på hjertet, som på en

ambolt.

 

 

 

De kommer og ryster sejrrigt det havgrønne

hår.

 

De kommer fra havet 09 løber ad

strandbredden hen.

Mit hjerte, hvad sker der. at du mod

fortvivlelsen går.

 

 

 

Min kære, min kære, hvorfor har du mon mig

forladt.