En bekendelse

(Information, 7.1. 1992)


Now it can be told. Mangfoldige års hemmelighedskræmmeri må bringes til ophør. Ikke blot må jeg kigge i egen pose, men også blæse den op og smække den, så krummerne flyver for alle ører.

Nu, da Sovjetunionen er gået samme vej som Byzants, er det på tider at koge suppe på åregamle pølsepinde. Og hvorfor skulle Gordjievskij, Pimonov og Andersen være de eneste, der fortsat kan leve af KGB? Jeg melder mig til flokken og blotter mit bryst af karsken bælg for at messe om fortidens synder og søge om ikke aflad, så dog kontanter.

Min første førerhund fra KGB hed Lajka. Den henvendte sig til mig i forsommeren 1957 - omtrent ved den tid, Jakob Andersen fik en studentereksamen af Forsvarets Gymnasium. Lajka sprang mig i møde, da jeg skråede over en legeplads i Brønshøj. Høfligt bjæffede den til mig, og inden jeg vidste af det, havde den spundet mig ind i et spindelvæv af intriger. Den blev skudt op i en sputnik, og jeg sad tilbage med smerten og en ulægelig længsel efter skæg og blå briller.

Da jeg ikke kunne vente på at blive kontaktet, tog jeg selv opstilling i en port i Kristianiagade og belurede den sovjetiske ambassade. Jeg traskede i KGB-agenternes fodspor, omend jeg undertiden var i fare for at blive trampet ned i trængslen af pettere, fettere og Ekstrabladsjournalister, der fulgte hver eneste rengøringskone og dørvogter fra ondskabens imperium hjem til deres boliger i betonbyggeriet.

Min tålmodighed kronedes med held, og jeg blev fast knyttet til spioncentral KXQ-19 i august 1963. Min første samtale med min føringsofficer Josip Vissarionovitsj Dzjughashvili (dæknavn: Pluske) fandt sted på værtshuset Drop Inn. Vi bemærkede begge, at bordet mellem os hævede sig tredive centimeter over gulvet. Dengang troede jeg, det var et varsel om åndelig føring, mens jeg nu ved, det var Jakob Andersen, der havde kantet sit korpus klemme for at lytte til samtalen. Det var hans førsteårsopgave til et brevkursus fra Langley, han på det tidspunkt var i gang med.

Ved dette hemmelige møde aftalte vi, jeg skulle forsøge at få et læserbrev optaget i Husumbladet. Da jeg selv var analfabet, blev det skrevet for mig af KGB's internordiske central for almindelig vildledning. Det var en stolt dag, da det infame KGB-indlæg blev offentliggjort. Det bar titlen: "Skandaløse forhold" og var en harmdirrende protest mod aflåsningen af toilettet på Islev station efter klokken 22.

Ved således at så mistillid til offentlige danske myndigheder, håbede KGB i en krigssituation at kunne demoralisere DSB og overtage kontrollen med de danske trafikveje.

Som tak for min indsats blev jeg i smug udnævnt til major i KGB og blev inviteret til Kreml, hvor Hrusjtjov kyssede mig på begge kinder og på næsen og rakte mig et stort glas fuldt af medaljer. Han sagde, jeg kunne tage til jeg skammede mig, så jeg tog glasset med halvandet kilo blandede ordener. Det var på den måde, jeg blev Moderskabets Heltinde, hvad jeg er den eneste vestlige mandsperson, der kan prale af. Desværre så jeg ikke, at Gordji­evskij ved den lejlighed havde forklædt sig som papirkurv og anbragt sig i et hjørne, hvor han noterede alt, hvad der fore­gik.

Nu var jeg James Bonds ligemand, og mine infiltrationer var så lammende, at jeg fik kodenavnet Angina. Men alligevel var jeg ikke tilfreds. Jakob Andersen havde på den tid stormet Parnasset med sine biografiske værker om prins Richard af Berleburg og Fritz Ruzicka, og mine blå briller duggede af misundelse. Jeg villle også vinde litterære laurbær. Ved et hemmeligt møde i et kosteskab på Malmöfærgen aftalte vi, at KGB skulle finansiere min digtsamling "Tegn". Den udgiver sig for at være en haiku-in­spireret digtsamling, men er i virkeligheden en samling kodeor­drer til fordægtige underjordiske agenter. Hør blot: "Poppelblade falder. Vildgåsens klage. Umuligt at sove." Førende chiffereks­perter gav op, men Vladimir Pimonov satte sin computerhjerne, der kan give enhver hacker tarmslyng, ind på opgaven og fandt frem til, at der var tale om en hemmelig ordre til Gladsaxe Damp­vaskeri om at huske at vaske KGB-general Lubatjevskijs sokker ved skånsom 30 graders uldvask - hvorved vaskeriet natur­ligvis overtrådte den danske straffelovs paragraf 108, der siger, at man hverken bevidst eller ubevidst, direkte eller indirekte må foretage sig noget som helst, der på nogen som helst måde kan hjælpe nogen, der kan mistænkes for at have nogen berøring med hemmelige efterretningstjenester. Da vaskeriejer Mortensen som følge af denne kodeordre blev dømt til otte års fængsel, græd de gode, og jeg - den sataniske bagmand - lo i mit falske skæg.

Som tak for min indsats gav KGB mig løfte om at sende atomu-båden Lenin ind i Tryggelev nor på Sydlangeland i tilfælde af krig og evakuere mig til Murmansk. Samtidig fik jeg indlagt vodka i vandhanerne, ligesom mit korps af føringsofficerer gravede en dam i min have og fyldte den med stør, så jeg aldrig skulle savne kaviar.

Nu satte jeg kronen på mit værk ved at infiltrere Anker Jørgen­sens kontor. Jeg gemte mig under skrivebordet og fulgte med i alle hans hemmelige ordrer. Ved en enkelt lejlighed udsatte jeg mig selv for fare, da hans knæ stødte ind i mig, men jeg bjæffede som en skotsk terrier, hvorefter Anker Jørgensen - der jo er et godt menneske - strøg mig over håret og sagde: - God lille hund, uden i øvrig at bemærke noget usædvanligt.

Både jeg og Andersen stod på lykkens tinde. Jakob Andersen (dæknavn: Mamse) havde skabt pressehistorie ved sin indsats på Billed­bladet, og nuføjede han endnu en diamant til diademet ved at følge flere historiske forelæsninger på universitetet. Her lærte han, at intet bliver uaktuelt. En sand sportsmand holder ikke op med at skyde på en bjørn, bare fordi den er død. Af­sløringerne af KGB må fortsætte, længe efter KGB's opløsning. De skyldige for salget af de vestin­diske øer må klapses af, og en skønne dag kan en dug­frisk for­middagsavis måske fortælle sand­heden om de sammensvorne fra Finderup Lade. Selv stod jeg netop i begreb med at blive udnævnt til kejser af Khabarovsk som tak for min indsats, da retfærdigheden skete fyldest. Andersens skolesti­le til Langley, Pimonovs afsløringer (der snedigt var maskeret som kommentarer til skakpartier) og Gordjievskijs rapporter til et stadig stigen­de antal arbejds­givere førte til at retfærdig­heden skete fyldest. Det korrupte og rådne danske retsapparat undlod ganske vist at retsforfølge mig, men demokratiets, fri­hedens og retfærdighedens tre bukke bruse erobrede et kontor på Ekstrabladet, hvorfra de skal komme at dømme levende og døde, fast besluttet på at tjene til hus, bil og livets goder ved at kæmpe mod uretten så rent og purt som Batman selv og afsløre agenterne fra nu af og til den yderste stund.

Længe var jeg et forhærdet tidselgemyt, men nu hvor mine med­skyldige falder for fode og i hobe, skal også jeg bekende mine synder. Mine tårer rinder, og jeg forstår det, dersom spion­jægerne vil traske i fodsporene fra 1663 og rejse en skamstøtte over mig, ikke ulig den man rejste over forræderen Ulfeldt. I ruelsens stunder har jeg endog selv tegnet udkast til en sådan støtte, der dog i sømmelighedens navn kun bør være i knæhøjde. Videre skal jeg slå mig for mund og bryust med usvækket iver og fortælle min historie til bevidstløshed. Interesserede i film­rettighederne kan trygt henvende sig, såvel som ugebladsjournali­ster og skabskiggere. Der skal nok falde en saftig luns af til enhver, bare jeg får mit rimelige salær.