Den nære udkant

Uanset hvor meget man taler om rådne bananer, findes der ingen udkantsområder i Danmark. Hvis man vil se udkant, kan man tage til Norrbotten, til prærien i South Dakota, til den sibiriske tajga eller Nullarbor-sletten i Australien. I Danmark er det svært at finde steder, der ligger mere end halvtreds kilometer fra en større by. Vi kan alle arbejde inde i byerne, hvis vi vil, og pendle frem og tilbage mellem arbejdet og et hjem i landlige omgivelser.

Hvis der alligevel er områder i Danmark, der føles øde og gudsforladte, er det ikke Gud, der har forladt dem, men myndighederne. I Danmark er udkantsområder områder, der er svigtet af politikerne.

Kommunalreformen skabte storkommuner, der styres fra små hovedstæder med hovedstadsnykker. Byrådene i de sammenlagte kommuner har ofte en tendens til kun at se på hovedbyens tarv. Her skal alle kommunens elever samles i en mastodontskole, her skal alle lægerne holde til i samme lægehus, her og kun her skal man sørge for kollektiv trafik og kulturudbud. Den by, hvor rådhuset er placeret, kommer ofte til at føle sig som kommunens hoved og mener undertiden, at et hoved kan leve videre uden krop.

Hvis man har boet på landet i mange år, er det let nok at få øje på forfaldet. Når skolen og forsamlingshuset er lukket, når landsbyens eneste købmand drejer nøglen om, når posthuset og apoteket nedlægges og busruterne spares væk, ser det unægtelig mistrøstigt ud. Huse står tomme og forfalder, storskrald hober sig op langs vejene, fordi kommunen har skåret ned på renovationen, foreningslivet dør en stille død, og havde det ikke været for motorplæneklipperen, ville man ikke vide, om der stadig bor nogen i nabohuset. De unge flytter væk, børnefamilier ser de manglende skoler og børnehaver og vælger landsbyen fra, tomme huse opkøbes af krejlere, der lejer dem ud til ågerpriser og lader kommunekassen betale, og samtidig forpester ukontrolleret gyllespredning luften, mens sprøjtning forgifter grundvandet og jorden.

Der er en tilbøjelighed til at se fatalistisk på forholdene. Sådan er udviklingen, man kan ikke puste liv i et lig. Lad falde, hvad ikke kan stå. Nogle vil gerne give den hældende kærre et ekstra puf.

Jørgen Møller fra Aalborg Universitet, der er forsker i by- og landsbyplanlægning, foreslår, at man river de landsbyer, der er "tilovers", ned. "Man kan lade hæren øve sig først. Og så få brandvæsenet og civilforsvaret til at brænde det af", siger forskeren. Man skal "så vidt muligt" ikke tvinge folk, men lokke dem, siger han videre, men hvis folk er halsstarrige og vil blive på landet, må man skride til ekspropriation, hvad han finder "fuldstændig udramatisk".

Andre vil gå endnu videre. Den ny landbrugslov giver mulighed for, at kapitalfonde og aktieselskaber kan købe landbrug i Danmark. Udlændinge får fri adgang til at opkøbe jorden i Danmark.

Klimaforandringer og vandmangel vil i de kommende årtier gøre det vigtigt for alle lande at skabe fødevaresikkerhed for deres befolkning. Kineserne er allerede i gang med at opkøbe store områder i Afrika, der skal bruges til at dyrke fødevarer til Kina. Hvis afrikanerne så får svært ved at finde noget at spise, er det ikke kinesernes problem. Man kan let forestille sig, at Danmark vil være en fed, lille godbid for kineserne - eller for oliestaterne ved Golfen.

Man kan godt argumentere for, at det er en fordel - også for klimaet - hvis vi skrotter landsbyerne og alle sammen flytter ind til byerne. For den sags skyld kunne man argumentere for, at det ville være allerbedst at samle hele Danmarks befolkning i én by, der jo alligevel ikke engang ville blive så stor som Baghdad eller Toronto. De genstridige kunne tvangsflyttes, og brandvæsenet kunne som i Fahrenheit 451 gå rundt og sætte ild til de overflødige huse. Man kunne bygge boligkomplekser, der gik i højden og i dybden, til os allesammen. En myretueby for hele befolkningen. Og så kunne vi importere det, vi ville spise, eller måske skaffe os noget at spise ved at dyrke alger og gærceller i store kar. Administrationen ville blive lettere, transportproblemer forsvinde, og ingen ville nogensinde behøve at være alene. Vi ville alle have tusinder af mennesker inden for nærmeste rækkevidde, så vi kunne følge deres mindste hik gennem væggene.

Så kunne kineserne købe resten af landet, og hvis de ikke vil have det, kunne vi lade det hele gå i skov igen.

Er det det, vi vil? Skal vi opgive landet, luften og naturen? Skal vi bryde med tusinder af års landsbykultur og trykke os sammen i gigantbyen?

Hvis man ser alt i verden som tal på bundlinjen, er det måske svært at argumentere for, at der er andre værdier forbundet med at bo på landet, og at det ville være synd at opgive dem.

Hvordan kan jeg sætte tal på, hvad det betyder for mig, at se en hind stå ude i min have med to diende lam? At glæde mig over guldsmedens flugt og pindsvinets puslen, at mærke duften fra nyopgravede gulerødder brede sig i hele køkkenet, at gå lange ture og se køer og heste i silhuet mod himlen, at følge årstidernes skiften, stå op til kirkeklokker og hanegal og gå i seng til uglens vemodige kalden?

Jeg kan kun sige, at jeg nok er et af de genstridige tidselgemytter, som lektor Møller vil ruske op af mulden "med fast og kærlig hånd" og tvangsforflytte.

Faktisk forstår jeg ikke, der ikke er mange flere, der flytter på landet. Det er billigt at købe hus i landsbyerne, så man får mange flere penge til rådighed. Man kan i reglen ret let komme frem og tilbage til arbejde i byerne, og i mange tilfælde kan man også arbejde hjemme. Især hvis der er mulighed for hurtig bredbåndsforbindelse på stedet. Børnene får langt bedre muligheder for at lege og møde naturen. Der er mindre kriminalitet, mere tryghed på landet. Hvis flere børnefamilier flyttede på landet, ville det blive lettere at organisere fælles tiltag, så vi kunne gøre det endnu bedre at bo her. Nogle steder er det lykkedes. Øer som Ærø og Strynø klarer sig godt. Hvis der er vilje til at skabe et godt lokalsamfund, så kan det også lade sig gøre.

Hvordan kan man gøre det mere tiltrækkende at flytte på landet? Det er ikke gjort med, at turistforeningen trykker en folder eller et par postkort.

Man skal spørge sig selv, hvad folk gerne vil have det sted, de flytter hen. Og man skal ikke være Einstein for at finde svaret. Folk vil gerne have fred og ro, god plads og fredelige omgivelser. Det har vi nok af. Så vil de gerne have muligheder for deres børn - en skole i nærheden, institutioner, fritidsmuligheder, muligheder for idræt og ridning og korsang og hvad det nu kan være. De vil gerne have dagligvarebutikker, et bibliotek, en skadestue og en læge, der ikke er for langt væk, god kollektiv trafik og ren natur.

Kommunen kunne gå aktivt ind og opkøbe tomme huse og sætte lokale håndværkere til at sætte dem i stand. Så skaber man både arbejde og giver nye muligheder for tilflytning. Lejer man husene ud, går indtægten i kommunekassen i stedet for til krejlere eller anpartsselskaber. Sælger man dem, kan man opkøbe flere tomme huse.

Kommunen kan håndhæve miljøreglerne, så naturen ikke skades. Den kan sørge for cykel- og gangstier, lokale fritidsmuligheder og give iværksætterstøtte til folk, der vil åbne en butik eller måske en genbrugscentral, hvor man kan få lavet småreparationer. Hvis man ikke har et sygehus, kunne man sørge for en skadestue. Helt lokalt kunne man i det mindste have samaritter eller andre, der gennemgik et kursus, så de kan tage sig af småskavanker og rifter. Man kunne styrke det lokale demokrati ved at oprette landsbyråd, der kunne formulere fælles ønsker og måske organisere frivilligt arbejde for at gøre landsbyen smukkere og mere tiltrækkende.

Turismen er vigtig. Det er ikke forvænte rigmænd, man skal satse på. Danske landsbyer kan alligevel ikke konkurrere med Biarritz. Vi kan og skal heller ikke omdanne alle landsbyer til et nyt Løkken eller Skagen. Men vi kunne få vandrehjem, hyggelige pensionater og landevejskroer, hvor man kunne sidde under æbletræer og drikke kaffe og spise kanelboller og sætte sig ind og spise gode, lokale retter. Man kunne gøre mere ud af interessante museer og gøre opmærksom på de mange seværdigheder og oldtidsfund, vi har. Man kunne have udstillinger af land art og installationskunst, traditionelle bondegårde, hvor børnene kunne klappe grise og gedekid, haver med lægeurter og økologiske grøntsager, velholdte badestrande og meget, meget mere. Hvis man vil se, hvordan sådan et turistparadis kunne se ud, kan man tage på studietur til Øland. De har det meste af det. Man kunne også tage på en studietur til landsbyen Fjærland ved Sognefjorden. Fjærland kom til at ligge øde hen, da den nye vej blev ført uden om landsbyen, men i stedet for at fortvivle oprettede man den norske bogby. Huse, lader og stalde blev forvandlet til antikvariater. Der blev sat reoler op alle vegne, man lavede forfatterarrangementer, og folk strømmede til, købte bøger og tog ind på Fjærlands gamle hotel, der nu er fuldt besat sæsonen igennem. Bogbyer findes nu i mange europæiske lande - men ikke i Danmark.

Der skal nok nogle offentlige midler til i første omgang, hvis affolkning og forfald skal erstattes af fremgang og virkelyst på landet. Men når først pumpen er spædet, kommer vandet strømmende af sig selv. Når først nogle begynder at flytte på landet og oplever, at de kan leve godt her, måske bedre end de gjorde inde i byen, så vil stadig flere indse, at der ikke er nogen grund til at nøjes med naturen i nogle få ferieuger, når man kan have den inden for rækkevidde hver dag året rundt. Og så kan vi måske få et land, hvor land og by er i bedre balance end tilfældet er nu.